Hvad kendetegner Musik i 80 erne?

Men hvordan kan det være, at det netop nu er så tydeligt, at han, Dua Lipa og andre hitlistedominerende kunstnere som Little Mix og Niall Horan har spejdet tilbage på et årti, de ikke engang selv levede i?

Den britiske popgruppe Little Mix har forsøgt at genskabe 80'er-magien på deres nye single 'Break Up Song'. (Foto: © ANDER GILLENEA, AFP/Ritzau Scanpix)

Ifølge Anders Reuter, som forsker i popmusik ved Københavns Universitet, er det ikke så mærkeligt, at 80'erne har fået en renæssance.

Hvad hørte vi i 90 erne?

Kloning (af fåret Dolly).[1]
Human Genome Projektet påbegyndtes.
Grafregnere[2] med Computer Algebra System (CAS),[3] som kan løse ligning & differentialligning og beregne differentialkvotient & stamfunktion, kom i handlen.[4]
Fald i prisen på computere[5] og anden teknologi forårsagede en kraftig vækst i brugen af internet.[6]
Begyndelsen på GATT, verdenshandelsorganisationen og andre globale økonomiske institutioner.
NAFTA trådte i kraft.[7]
Québec afholdt igen folkeafstemning om løsrivelse fra Canada.[8]
De to tyske stater blev genforenet d. 3. oktober 1990 ved at DDR's territorium blev optaget i Forbundsrepublikken Tyskland.[9]
Ved det tyske forbundsdagsvalg i 1998 blev kansleren Helmut Kohl (CDU) afløst af Gerhard Schröder (SPD).[10]
DDR’s mangeårige statsmand, Erich Honecker, døde i Chile i 1994.[11]
I oktober 1998 blev Augusto Pinochet arresteret i London.[12]
Tjekkoslovakiet blev delt igen,[13] og blev til i 1993 til landene Tjekkiet og Slovakiet.[14]
Sovjetunionens sammenbrud i 1991 betød Den kolde krigs ophør og 15 nye lande på verdenskortet.[15]
Boris Jeltsin var Ruslands præsident 1991 - 99.[16]
Krige i den russiske provins, Tjetjenien[17]
EF blev til et tættere samarbejde ved dannelsen af EU i 1993.[18] Sverige, Finland og Østrig blev medlemmer af EU i 1995.[19]
1991 - 94 Carl Bildt (Moderaterne) var Sveriges statsminister.[20]
Polen, Tjekkiet og Ungarn blev medlemmer af NATO i 1999.[21]
I 1994 blev Silvio Berlusconi for første gang Italiens ministerpræsident.[22]
Den globale menneskeskabte indflydelse på miljøet blev alment accepteret.
Lady Diana, prinsesse af Wales, blev kun 36 år gammel.[23]
Den amerikanske sanger John Denver styrtede ned med sit fly i Monterey Bay ved byen Pacific Grove og omkom d. 12. oktober 1997; han blev 53 år gammel.[24]
John Major (Conservative) var britisk premierminister 1990-97.[25] Den følgende premierminister var Tony Blair (Labour).[26]
Oklahoma City-bombningen[27]
Bill Clinton (demokraterne)[28] vandt præsidentvalget i 1992 og opnåede genvalg i 1996.
Bill Clinton udtalte: “I did not have a sexual relationship with that woman”[29] som et bidrag til beretningen om præsidenten og praktikanten, Monica Lewinsky.[30]
Jugoslaviske Borgerkrig[31]
Golfkrigen 1991[32] og embargo mod Irak[33]
Japans finansielle krise i 1992[34]
Efter 1992 steg aktiemarkedet kraftigt. Hen mod årtiets slutning var stigningen særligt kraftig for IT-virksomheder og virksomheder inden for bioteknologi.
Borgerkrig mellem hutuer og tutsier, der udviklede sig til Folkedrabet i Rwanda i 1994.[35]
Eritrea opnåede uafhængighed fra Etiopien.[36]
Namibia blev uafhængigt fra Sydafrika.[37]
Apartheid blev opgivet i Sydafrika,[38] og en ANC-ledet regering[39] med Nelson Mandela som præsident overtog magten.[40]
Israels premierminister Yitzhak Rabin blev skudt og dræbt,[41] men inden opnåede han og to andre at modtage Nobels Fredspris.[42]
Benjamin Netanyahu blev Israels ministerpræsident i 1996.[43]
Nordyemen og Sydyemen[44] blev forenet til Yemen.[45]
Den pakistanske general, Pervez Musharraf, blev landets præsident.[46] Pakistan blev atomvåbenejer.[47]
Den kinesiske politiker Deng Xiaoping døde[48] (92 år gammel).[49]
Den tidl. britiske prinsesse lady Diana mistede livet (36 år gammel).[50]
Giftgasangrebet i Tokyos undergrundsbane 1995[51]
Frygt for kogalskab og mulig sammenhæng med Creutzfeldt-Jakobs sygdom (CJD) kostede mange britiske køer livet.[52]
År 2000-problemet[53]

George H.W. Bush, USA's præsident 1989 - 93
Bill Clinton, USA's præsident 1993 - 2000
Helmut Kohl, Forbundsrepublikken Tysklands kansler 1982 - 1998
Gerhard Schröder, Forbundsrepublikken Tysklands kansler 1998 - 2005
François Mitterrand, Frankrigs præsident 1981 - 1995
Jacques Chirac, Frankrigs præsident 1995 - 2007
John Major, britisk prime minister 1990 - 1997
Tony Blair, britisk prime minister 1997 - 2007
pave Johannes Paul 2. (1978 - 2005)
Lech Wałęsa, Polens præsident 1990 - 1995
Václav Havel, Tjekkoslovakiets præsident 1989 - 1992 & herefter Tjekkiets præsident 1993 - 2003
Nelson Mandela, Sydafrikas præsident 1994 - 1999
Slobodan Milošević, Jugoslaviens og/eller Serbiens statsleder 1990 - 2000
Alberto Fujimori, Perus præsident 1990 - 2000
Fidel Castro, Cubas ministerpræsident og senere præsident (de facto diktator) 1959 - 2008
Mikhail Gorbatjov, USSR's kommunistiske partis generalsekretær 1985 - 91
Boris Jeltsin, Ruslands præsident 1991 - 1999
Deng Xiaoping, Kinas leder 1978 - 1997
Jiang Zemin, Kinas kommunistiske partis generalsekretær 1989 - 2002
Kim Il-sung, Nordkoreas leder 1948 - 1994
Kim Jong-il, Nordkoreas leder 1991 (eller 1994) til 2011
Yitzhak Rabin, israelsk prime minister 1974 - 1977 og igen 1992 - 1995
Yasser Arafat, palæstinensisk politiker & PLO's leder 1969 - 2004
Hafez al-Assad, Syriens præsident 1971 - 2000
oberst Muammar Gaddafi, Libyens statsleder (de facto diktator) 1969 - 2011
Saddam Hussein, Iraks præsident (de facto diktator) 1979 - 2003

1990 VM i fodbold
1992 OL i Barcelona & Danmarks herrehold vandt EM i fodbold[110]
1994 Vinter-OL i Lillehammer & VM i fodbold & Danmarks håndbold-damer vandt EM
1996 OL i Atlanta, hvor Danmarks håndbold-damer vandt guld[111] i & Bjarne Riis vandt Tour de France[112]
1997 Danmarks håndbold-damer vandt VM.[113]
1998 Vinter-OL i Nagano, hvor Danmarks damer vandt sølv i curling[114] & VM i fodbold

Hvad for noget musik hørte man i 90 erne?

Hvis du var barn i 90âerne, bliver du sikkert tÃ¦ppebombet med minder, nÃ¥r du hÃ¸rer 90âer musik, og der Ã©r bare noget over de tyggegummi-agtige pop-toner. Mange af dem er egentlig ikke ret gode, men alligevel er det svÃ¦rt ikke at smile og vrikke med. Vi har trawlet Youtube tyndt for at finde de 90âer hits som vi elskede allermest. Mange af kunstnerne var uden tvivl det man kander âone hit wondersâ, og det gÃ¸r nÃ¦sten ondt i Ã¸jnene at se deres videoer, men det er ligemeget. Det er den musik vi hÃ¸rte i vores barndom og ungdom, og det var for fedt!

Herunder er nogle af de bedste, som leverede flere numre, vi kunne skrÃ¥le med og danse til i vores kiksede tÃ¸j, og hÃ¸re pÃ¥ vores CD-afspillere eller Discmans. For fanden, det var tider!

Hvad musik hørte man i 70 erne?

1970'erne var uden tvivl det eneste årti i det 20. århundrede, da indspillet musik var mest central for kulturen. Der var naturligvis færre slags medier, der konkurrerede om gennemsnitsforbrugerens tid - tv betød kun en håndfuld kanaler, videospil var på størrelse med køleskabe og kunne findes i arkader. Som verdens brugte vinylbakker stadig fortæller os, var plader det. Etiketterne flushede med kontanter, salget af LP'er og singler var livligt, og pladebutikker var overalt. Hjemmestereoanlæg var en standard del af middelklassekulturen. Analog optagelsesteknologi var på sit højdepunkt, FM-radio var stigende, og AM-drejeknappen fokuserede stadig på musik. Børnene af babyboom kom i slutningen af tyverne og trediverne - unge nok til stadig at være seriøse musikforbrugere, men gamle nok til at få deres egen generation af børn, der begyndte at købe musik.

Og så var der selve musikken. Disco, en hel kulturel bevægelse, der blev drevet af en musikgenre - med massiv indflydelse på mode, film, tv og reklame - var fuldstændig allestedsnærværende. Rockmusik opstod fra 60'erne med hensyn til valg af hvid ungdomskultur. Soul og funk nåede nye niveauer af kunstneri. Punk, den første alvorlige tilbageslag mod rock mainstream, kom til sin ret. Optegnelser fra Jamaica var på vej til Storbritannien og til sidst USA og skiftede lyd og opfordrede til en ny form for politisk bevidsthed. Da kulturen bevægede sig i alle retninger på én gang, var der flere fantastiske sange, end nogen kunne tælle.

Der er ingen skam ved at være en muse - forberede sig i silke-kapper på sofaen, rystet hår, der skiller sig ud for at afsløre fulde læber, der brister omkring en cigaret og smider af gode ord af smertefuld elegance, der ligger i det underbevidste og dukker op igen som pophits. Hvis det er sådan, Mick Jagger ville bruge sine dage, mere magt til ham.Marianne Faithfullvar mest berømt i 60'erne som den blonde, boho moll fra Rolling Stones frontmand, hvis karriere var twined til hans og bredt antaget afhængig af hans gaver: hendes version af Stones 'As Tears Go By var et hit i England; hendes næsten dødelige heroin overdosis blev vilde heste, og hende litterære interesser fødte Sympati for Djævelen; hun var med på at skrive søster Morphine. Men Jagger var også noget af Faithfulls muse, der inspirerede mange poster i hendes storslåede Decca Records-produktion i slutningen af 1960'erne.

I slutningen af 1970'erne, et årti, hvor hun havde overvundet stofmisbrug og hjemløshed (og længe sluttede sin højt profilerede kærlighed), nægtede Faithfull at blive formindsket endnu en dag. Brudt engelsk , hendes første rockplade i 12 år, var comeback-triumfen, som ingen forventede, ikke mindst i hvor gritty det var. Det kølige titelspor er en profetisk sammensmeltning af punk og dans med tekster, der styrter dybden af hendes tab. Kunne have været igennem når som helst / Kold ensom, puritansk, toner hun hårdt og glider ind i en blodløs snurr, der får Johnny Rotten til at vippe. Hvad kæmper du for? / Det er ikke min sikkerhed. Det er en kortfattet, kamp-arret erklæring om autonomi med hårnåls melodiske vendinger, tidligt i sin omfavnelse af dansemusikens mørke muligheder. Brudt engelsk er portrættet af en ægte overlevende, der starter en ny æra på hendes vilkår, alene. –Stacey Anderson

Selv da hendes følsomhed skiftede fra jazz til fusion til R&B og diskotek,Patrice Rushenfokuserede på hendes tastaturer, mens alt andet hvirvlede rundt om dem. På Haven’t You Heard er klaveret et anker for sangen. Dette kan få det til at føles som et tidligt skelet af husmusik, hvilket er passende - det var en touchstone afLarry Levan'S sæt i Paradise Garage og blev til sidst genfødt som gospelhus i Kirk Franklins 2005 single Looking for You.

Haven't You Heard er et formelt perfekt udtryk for diskotek. De bedste discosange indebærer uendelig i både længde og rille og føles altid som om de er fastgjort til et sort hul. Har du ikke hørt forbedrer tiden, indtil det føles som et glitrende af et bybillede, der udfolder sig gennem et førerhusvindue. Det styrer dette, selvom lyrikken i sig selv er privat - den bogstavelige tekst i en klassificeret annonce. Det siger kun 'Jeg leder efter den perfekte fyr,' synger Rushen og søger efter forbindelse ikke gennem direkte kommunikation, men med omgivende tale. Denne form for intimitet, personificeret ved den hviskende gennemskinnelighed af Rushens stemme, eksporteres lige så let til dansegulvet. –Brad Nelson

Ligesom det bedste fredløse land, er du sikker på, at Hank gjorde det på denne måde? kigger frem og tilbage samtidigt og finder inspiration i fortiden, selvom det spekulerer på, hvad der er omkring den næste kurve på vejen. Jennings og hans jævnaldrende var traditionalister, der forstod selve forestillingen om tradition. Alle af dem var blevet håndteret af branchen, men få strøg mod mainstream lige så stærkt som Jennings, der befandt sig på en række dårligt planlagte ture, der efterlod ham dybt gæld til sin etiket og afhængig af amfetamin.

Hvis dette kun var en sang om alle rhinestone dragter og nye skinnende biler, der definerede countrymusik omkring halvtredsårsdagen, ville det kun have været en mindre modsætning. Men det forbudte land får sjældent ære for sin humor eller dets selvforringelse, og det, der giver sangen dens tyngdekraft, bortset fra den verdensmåde af Waylons vokal, er hans snedige vurdering af sin egen plads i branchen. På trods af de hits, som han havde skåret i et årti, var han stadig bare en anden vejkriger, der afgudede Hank Sr., men stadig så ham som en næsten sjovt umulig standard, som han eller nogen anden kunne måle sig mod. –Stephen Deusner

Lyt: Waylon Jennings: Er du sikker på, at Hank gjorde det på denne måde?

En sund del af Chicagos musikalske avantgarde blev slået ned for Frankrig i 1969, men den gruppe, der gjorde det største stænk i Paris, varArt Ensemble of Chicago. Bandets sprudlende sceneshow forstærkede dets medlemmers organiserende slogan - Great Black Music: Ancient to the Future - med bassisten Malachi Favors, der ofte var klædt ud som en egyptisk shaman og saxofonist Roscoe Mitchell, der iførte sig en moderne urbanists dragt. I løbet af et dusin plus plader, der blev skåret i 1970'erne, gjorde bandets lyd godt den smidighed, der blev foreslået af dette varierede offentlige image, da de skabte følsomme improvisationer og støjudblæsninger ens.

På Théme de Yoyo, åbningssangen på et soundtrack til en nu glemt film, tilbyder Art Ensemblets rytmesektion en funk-groove. Når gruppens berygtede vilde hornspillere kommer ind, begynder de med at spille ting ret lige - kun når de efter avantgarde teatre i korte pauser af det svingende, mod-tema. Gæstevokalist Fontella Bass - hustruen til Art Ensemble-trompetist Lester Bowie - bidrager med sjælfulde fraseringer, der lyder direkte kommercielt, indtil du fokuserer på de absurde tekster (Din kone er som to spermhvaler, der svæver ned ad Seinen). Uanset hvor derude hver instrumentalist begår sig, indeholder hvert funktionssted referencer til sporets pop-sang-fundament. Som et stykke fri-jazz funk, der går forudOrnette Coleman'S Prime Time band, Théme de Yoyo er en tidlig afspejling af de fordele, kunstensemblet høstede af deres afvisning af at være bundet til en enkelt genre. –Seth Colter Walls

Hvad kendetegner 90erne?

En rÃ¦kke af nutidens bedste forfattere debuterede i 1990âerne, hvor kortprosaen og minimalismen var i hÃ¸jsÃ¦det, mens flere kritikere kaldte pÃ¥ litteratur, der handlede mere om samfundet end om sproget.

Hvilke bands og kunstnere var store i 90 erne?

Tom Jensen er journalist, kommentator og blogger, meget aktiv på Facebook, chefredaktør på Berlingske siden 2007 og interesseret i rockmusik. Han er også et halvt år yngre end mig, født i Thisted den 6. juni 1966.

Tom Jensen har fået den idé på Facebook at skrive en tekst der beskriver et album han sætter særlig stor pris på. Og linker så til særligt interessante sange på det pågældende album.

Han har gjort det sådan at han udvælger de 100 udenlandske albums som han personligt værdsætter mest og derpå begynder med det 100. bedste. Dagen efter beskriver han så det 99. bedste, dagen efter det 98. bedste. Et kvart år senere når han så frem til nr. 1., mens kredsen af Facebook-følgere venter i åndeløs spænding på åbenbaringen.

I 90erne voksede en aktivistisk, feministisk undergrundsbevægelse frem ved navn Riot Grrrl. Den fik også musikalske spydspidser. Eksempelvis den amerikanske trio Sleater/Kinney, som netop har gjort comeback med et fremragende album.

Men det var helt andre steder, de store musikalske kvantespring i forhold til at indgyde piger og kvinder ny, uforfærdet selvtillid reelt skete. Sådan på den store scene. Hvor det virkelig rykkede noget. Se bare videoen til Wannabe her. Den siger det hele.

Spice Girls var et vaskeægte konceptband. En girl group på mange måder skruet sammen på den gode gamle måde, som man gjorde det i 60erne, og som man også gjorde det med boybands i 90erne. Man fandt nogle gode typer, gennemførte nogle auditions, og sammensatte gruppen ud fra de bedste og mest tydelige personligheder, som disse auditions frembragte. Personligheder der selvfølgelig skulle kunne synge. Og helst se godt ud.

Den 6. marts 2010 tog Mark Linkous livet af sig selv uden for et par venners hus i Knoxville, Tennessee. Han skød sig i hjertet med en riffel. Han blev 47 år.

Det var en ualmindeligt sørgelig slutning på et vist lidt omtumlet liv, som musikalsk set i de sidste 15 år af Linkous’ tilværelse havde været som hovedkraft i det amerikanske undergrundsorkester Sparklehorse. Et ualmindeligt og til tider nærmest bjergtagende bekendtskab, som aldrig rigtig blev nogen succes i kommerciel forstand. Men som fra 1995 til 2009 udsendte fem fremragende album.

Den 6. marts 2010 tog Mark Linkous livet af sig selv uden for et par venners hus i Knoxville, Tennessee. Han skød sig i hjertet med en riffel. Han blev 47 år.

Debuten for dette ofte løseligt konstruerede ensemble kom i 1995 med albummet Vivadixiesubmarinetransmissionplot, som har fundet vej ind på denne liste, fordi det ganske enkelt er så godt. Vi er virkelig ovre i den følsomme del af 90ernes indiegenre med rødder i både folkmusikken, men også alternative powerrockgrupper som Big Star og med behørige nik til forbilledet Tom Waits. Når man sætter albummet igang, rulles det stille og roligt afsted med den smukke ballade Homecoming Queen, hvorefter man drages ind i et sangbårent univers med store følelsesmæssige udsving og nærmest ekspressionistiske lydcollager. Det hele er ualmindeligt fascinerende, som det vedblev at være det på de følgende albums helt frem mod den sidste, Dark Night Of The Soul, som Linkous producerede og udgav sammen med DJ Danger Mouse.

Gad vide hvordan det var gået alt sammen, hvis ikke The La’s havde været så gennemført et kaotisk og dysfunktionelt orkester, som i realiteten brød sammen, mens det brød igennem? Ingen ved den, men måske havde Madchester-bølgen fået sig et moderne Merseyseat-stykke med Liverpool-bandet The La’s som topnavn? Måske havde britpoppen haft endnu en hovedhjørnesten?

Da det kom til stykket, skete der ikke ingenting. Allerede fra starten var The La’s præget af ustabilitet. Bandets stifter forlod gruppen efter et par år, hvorefter det var guitaristen, sangeren og sangskriveren Lee Mavers, der var i centrum med bassisten John Powers som tætteste samarbejdspartner. Efter en stribe singler, som aldrig blev succeser, heller ikke den første indspilning af There She Goes, gik The La’s i studiet med produceren Steve Lillywhite for at indspille et debutalbum. Det gik vistnok rivegalt. Lee Mavers især var en krævende mand, der aldrig blev færdig med at finde den helt rigtige lyd, og der går frasagn om at en gammel, anitk mixerpult blev smidt ud af studiet, fordi det støv, der var på den, ikke var originalt 60er-støv… (historien er muligvis falsk, men siger en del om den stemning, der angiveligt var).

Da det kom til stykket, blev indspilningerne opgivet. Men albummet udkom alligevel, trods modstand fra bandet, syet sammen af det, der nu engang var kommet på bånd, af produceren Lillywhite (kendt som bl.a. U2-producer). Og pludselig var succesen der… især den genindspillede There She Goes-single blev med ét et top 20-hit og er nu det eneste, folk husker The La’s for. Men de kunne nu med fordel høre dette mærkelige kasserede/ikke kasserede album også med dets umiskendelige Liverpool-lyd, som har mange referencer til tidlig Beatles.

90erne var nok det sidste årti, hvor det foregik på denne måde i musikbranchen: Ny stilarter og retninger opstod på gadeplan. Kommercielle superaktører i pladebranchen blev opmærksomme på fænomenet. Man hyrede et par unge navne til at bære fænomenet frem med global gennemslagskraft. Fem minutter senere var gadefænomenet en kommerciel guldgrube. I dag foregår den slags anderledes. Langt mindre styret. Langt mere nedefra og op. På mange måder bedre. Men også med en begrænsning i forhold til at skabe nye musikalske subgenrer med sin helt egen utæmmelige virkning.

Drum’n’bass var et sådant fænomen midt i 90erne. Kan I huske det? De færreste kan måske. Men det blev faktisk halvstort; så meget at gamle David Bowie, ingen ringere, endte med at udgive et drum’n’bass-album i 1996. Men da var genren allerede for nedadgående igen, og det var jo Bowies problem efter 1983, sådan cirka: Før kom han først. Det gjorde han ikke længere.

Der findes kunstnere, som bringer rock- og popmusikken kvantespring videre. Og så findes der kunstnere, som forvalter fortiden på en måde, der er så uimodståelig, at det i sig selv er mere end nok. Black Crowes hører til den sidste slags.

Dannet med brødrene Robinson, Chris og Rich, som primus motorer midt i 80erne fik The Black Crowes sit kommercielle gennembrud allerede med debutalbummet Shake Your Money Maker i 1990. Men det var opfølgeren, The Southern Harmony And Musical Companion, som blev orkestrets zenith, og som bedst forløste ambitionen om at løfte arven fra The Rolling Stones, Otis Redding, Lynyrd Skynyrd og flere andre klassiske rock- og southern soul-acts på den mest medrivende måde som tænkes kan.

90erne blev det første revival-årti. Rockmusikken var blevet voksen, og da så den sig tilbage, som voksne jo har det med at gøre. De første 60er-navne blev gendannet og scorede kassen. Og de første yngre kunstnere gjorde intet for at skjule, tværtimod, at de var dybt inspireret af fortidens kæmper.

Mazzy Star var et af disse – dengang – nye navne. Skabt i en kompliceret begivenhedsrækkefølge på bagkant af et par californiske psychedelic-revival bands som Rain Parade og Opal blev Mazzy Star til sig selv, da sangerinden Hope Sandoval kom til omkring årtiskiftet til 1990erne. Hun blev sammen med guitaristen David Roback de centrale figurer i dette stemningsmættede ensemble.

Efter debuten She Hangs Brightly fra 1990, som blev indspillet på resterne af Opal med sange af Kendra Smith, originalt medlem af Dream Syndicate, der også var en af hovedkræfterne her, blev So Tonight That I Might See det første ”rigtige” Mazzy Star-album. Uden den helt vilde succes. Men så skete det – et år efter debuten: Førstenummeret Fade Into You blev en pludselig singlesucces, og forståeligt var det; der er tale om en af de smukkeste og mest længselsfulde sange udgivet i hele det årti. Pludselig var Mazzy Star et navn, hvis musik ramte præcist ned i en af 90ernes strømninger af atmosfærisk folkrock med rod i 60ernes vestkystlyd. Og så skadede det ikke, at man i Hope Sandoval havde fået den perfekte frontfigur med en særlig aura af mystik over sig, også når hun live sang fra en position i skyggeagtigt tusmørke.

Et britisk band, der spiller intellektuel, eksperimenterende europop med franske tekster med angiveligt marxistiske budskaber. Det lyder som noget, der kan ende både rivegalt og afskyeligt. I Stereolabs tilfælde endte det – i sine bedste stunder – med at være uimodståeligt.

Stereolab gik i endeligt hi i 2009, nogle år efter tragedien ramte, og de færreste kender dem måske. For det var et ret særligt band. Som blev samlet op i de særeste sammenhænge. F.eks. har jeg hørt deres musik spillet i et hjørne af en udstillingssal med virkeligt nonfigurative skulpturer på Louisiana en gang for en del år siden. Det var et af den slags orkestre.

Så hvad laver det her? Det er her på grund af Emperor Tomato Ketchup. Gruppens mesterværk. Mest poppede værk. Et rent ud sagt charmerende og besættende værk. Stereolab blev dannet i 1990 af den centrale sangskriverakse Tim Gane (guitar og keyboards) og Lætitia Sadler (sang, guitarer og keyboards). Med ombord det meste af vejen i skiftende opstillinger var også australske Mary Hansen (backing-vokaler, guitarer og keyboards) og trommeslageren Andy Ramsay.

På en liste som denne skal der være plads til glemte perler. Lost treasure. Noget nogen for første gang kan gå på opdagelse i. Sådan en er vi nået til i aften.

Sam Phillips hed egentlig ikke Sam, men Leslie. Hun begyndte som korsangerinde på mere eller mindre obskure kristne subkulturplader i de tidlige 80ere. Siden blev hun solokunstner, stadig med en kristen tilgang, og så mødte hun sin senere mand, T-Bone Burnett, super-americanaproduceren. Mit første bekendtskab med Leslie Phillips var deres første album sammen, hun som sanger og sangskriver, han bag producerpulten. Albummet hed The Turning, udkom i 1987, jeg købte det på LP hos Pladepusheren i Aalborg, og det var fremragende.

På en liste som denne skal der være plads til glemte perler. Lost treasure. Noget nogen for første gang kan gå på opdagelse i. Sådan en er vi nået til i aften.

Så glemte jeg alt om Leslie Phillips. Indtil hun midt i 90erne pludselig dukkede op med dette album. Martinis & Bikinis. Det er sådan set svært at sige noget meget bastant om det. For det er et helt normalt, utroligt velproduceret singer-songwriteralbum i typisk midthalvfemserstil på den ene side – og med en utrolig tidløshed over sig på den anden side. Det er bare så forbandet godt. Det indeholder så forbistret gode sange. Fra første sang til sidste sang.

Fritidsbands er sjældent de mest interessante. Det er sådan nogle, succesfulde musikere danner, fordi de ikke kan udnytte alle deres kreative særheder i de sammenhænge, hvori de ellers indgår. Særheder, netop. Hvilket ofte fremgår.

Men en sjælden gang får fritidsbands succes. I 1990, da The Breeders blev dannet, var det et fritidsband. Man kan måske nærmest kalde det en amerikansk college-undergrundssupergruppe, eftersom stifterne var Kim Deal, bassist i det legendariske Boston-støjrockband Pixies, og Tanya Donelly, der kom fra et af de mest interessante alternative amerikanske orkestre, Throwing Muses, hvor hun var sanger og sangskriver sammen med bandets anden – og i sidste ende blivende – hovedperson, Kristin Hersh.

The Breeders udgav i 1990 albummet Pod. Da var ikke mindst Pixies på sit højeste. I 1989 kom Pixies-mesterværket Doolittle, i 1990 bandets mest kommercielle album Bossanova, men inde bag succesen knirkede det, ikke mindst i den centrale akse mellem Kim Deal og Pixies’ absolutte frontfigur, Black Francis (senere Frank Black). Kim Deal var selv en fremragende sangskriver, men fik kun få sange med i Pixies-sammenhæng – dog eksempelvis den helt usandsynligt gode Gigantic på Surfer Rosa, mesterværket fra 1988. Og en sang hun selv leverede vokal til foruden det basspil der, som vist Politikens Kim Skotte (tror jeg) engang beskrev det, lød som en kæmpemus der danser.

Det er faktisk lidt svært denne gang at finde ud af, hvor man skal ende eller begynde. For folkene bag dette album – The KLF var en duo bestående af Bill Drummond og Jimmy Cauty – var nok popmusikere, det bedst sælgende singlenavn i verden i 1991, men de var lige så meget avantgardekunstnere baseret på en postmodernistisk anarkistisk tænkning hentet i den såkaldte The Illuminatus Trilogy… De startede som sampler-banebrydere, men endte som kongerne af senfirsernes og de tidlige 90eres britiske house og acid-bølge.

Deres værker kan knap fås mere, eftersom de systematisk har destrueret alt, hvad de nogensinde har udgivet. De trak sig tilbage via det, nogle mente var en skandaløs TV-optræden, mens andre fandt den var et kunstværk i sig selv. De gennemførte siden en temmelig dyr happening, der er gået over i kunst- og mediehistorien.

The KLF. Oprindeligt kaldte de sig The Justified Ancients of Mu Mu (også hentet fra Illiminatus-trilogien) og siden The Timelords. Deres første single var en samplet udgave af The Beatles’ All You Need Is Love krydset med Samantha Fox’s Touch Me (I Want Your Body), og debutalbummet fra 1987 hed 1987 (What the Fuck Is Going On), men det eksisterer knap mere, eftersom det indeholdt et nummer, The Queen and I, hvor ABBAs Dancing Queen var heftigt samplet. Det opdagede ABBAs advokater, albummet blev trukket tilbage fra markedet, og Drummond og Cauty drog til Sverige med det fulde restoplag i kufferterne i håbet om at mødes med ABBA og få lov til at bruge samplingen. Det lykkedes ikke. Og så smed de hele restoplaget i Nordsøen på færgen undervejs hjem, så dér ligger dét endnu..

Nogle albums er stort anlagte værker. Andre albums er små perler. Men små perler kan godt være bedre og mere vellykkede eller mere indtagende end monstrøse, voluminøse monsterudgivelser. The Sundays’ debutalbum fra 1990 er en sådan lille perle.

Den udsprang også af – kan man sige – de mindste vilkår. Ikke noget med svulmende koncepter, pladeselskabsdirektører med store cigarer, opblæste markedsføringsbudgetter, stylet hår og hvad man ellers endnu omkring 1990 med jævne mellemrum kunne komme ud for i musikindustrien.

Nej, The Sundays blev skabt, da Harriett Wheeler og David Gavurin mødtes, blev forelskede, flyttede sammen og stiftede familie. Wheeler havde sunget lidt i et band, ellers havde ingen af dem nogen aktier i musikken. Men gradvist fandt de ud af, at Gavurin kunne finde ud af at komponere sange. Så begyndte han også at spille guitar. Og stille og roligt udviklede det sig, to yderligere musikere kom til på bas og trommer, de flyttede til London, gav et par koncerter, pladeselskaberne blev pludselig lidt opmærksomme, og i 1989 kom debutsinglen Can’t Be Sure.

90erne var årtiet, hvor den stigende vestlige multikulturelle virkelighed for alvor slog igennem også i pop- og rockmusikken.. Ikke mindst i Storbritannien, som allerede ved indgangen til dette årti havde en markant asiatisk/pakistansk minoritet, der også begyndte at præge kulturen.

Et af de markante og gennemførte udtryk for denne udvikling var bandet Cornershop. Dannet af Tjinder Singh og hans bror Avtar Singh, begge britisk-fødte (fra Wolverhampton, såmænd), men med sydasiatiske rødder. Med Cornershop skabte de et band, der blandede indisk-musikalsk indflydelse med moderne britisk indie-musik, og så brød de igennem med et hit, der var et af årtiets mest originale.

Første gang mange hørte om Cornershop var, da orkestret på billeder i et musikblad afbrændte et billede af sangeren Morrissey, som i de år – først i 90erne – af uransagelige årsager var under anklage for racisme. Det var vist noget med, at han blandt andet havde svøbt sig i Union Jack under koncerter. Musikalsk var starten mere forsigtig, om end original: Debut-LP’en blev trykt på karryfarvet vinyl….

Jeg må tilstå at jeg har været i lidt af et dilemma her. For skulle jeg vælge American Music Clubs beskidte, f….-up mesterværk fra 1991, Everclear, til denne liste? Eller skulle jeg vælge deres major label debut, den mere polerede og producerede Mercury fra 1993?

De fleste afficionados ville nok have valgt den første. Jeg endte med at vælge den sidste.

Hvad er det for en størrelse, vi har med at gøre her? Jo, American Music Club var et San Francisco-baseret undergrundband, der fusionerede rockmusik med det, der kom til at hedde postrock og opnåede noget, nogen kaldte slowcore… det er musik, der på en og samme tid har både ridser, buler og skærende spidser og kanter, og på den anden side både kan være langsom og atmosfærisk. Og sine steder ganske melodiøs. I spidsen for det projekt var AMCs absolutte centrum, sangeren og sangskriveren Mark Eitzel.

Elliott Smith var også med på listen over de 100 bedste album i det 21. århundrede – men det blev som bekendt det dårligste af de to århundreder, hvori Elliott Smith var i live. Efter at være sunket tiltagende hen i misbrug og psykiske problemer tog han – efter alt at dømme – livet af sig selv i 2003 ved at knivstikke sig selv i brystet. Det kan roligt kaldes et tragisk endeligt.

I 1997 var solen imidlertid opadgående for Elliott Smith, den stilfærdige, næsten hviskende sanger og sangskriver fra Portland, Oregon. Han udsendte et par forholdsvis oversete album, men fik sit gennembrud, da flere af hans sange blev brugt i Hollywood-blockbusteren Good Will Hunting. Et af disse numre, Say Yes, var med på albummet som præsenteres her, Either/Or fra 1997. Der var et før og et efter Either/Or for Elliott Smith. Det er vel for meget sagt, at han blev allemandseje. Men takket være dette album og den næsten samtidige single Miss Misery fik han et gennembrud, der kun er de færreste singer/songwriters af hans karakter forundt.

Måske var det også begyndelsen på enden. Det næste der skete var, at Elliott Smith fik en pladekontrakt med store, globale Dreamworks, og samtidig satte depressionerne, selvmordstruslerne og muligvis også et enkelt forsøg ind. Siden tog stofferne og alkoholen for alvor over, og pludselig var det hele forbi. En grum skæbne for en kunstner, der musikalsk set er noget af det blideste, der nogensinde har eksisteret. Næsten som en opdateret Nick Drake, men naturligvis bare på sin helt egen måde. Elliott Smith var en personlighed. Desværre også en tragisk personlighed. Men én, der heldigvis nåede at sætte markante musikalske spor på 90ernes og 00ernes sangskrivning.

Når de fleste i 2010erne tænker på grunge, siger de Nirvana. Eller måske Pearl Jam. Men de kunne lige så godt sige Soundgarden. For Soundgarden var tredje led i grungens absolutte frontkæde, og de havde det hele: Baggrunden i Seattle. Starten på små, obskure spillesteder og ditto pladeselskaber. Turen gennem det ikoniske selskab Sub Pop. Og til sidst verdensgennembruddet, millioner af solgte album og siden derefter en pokkers masse besværligheder.

Men Soundgarden var alligevel ikke ligesom alle de andre grungebands. De var heavier. Der var altid lidt mere Led Zeppelin og Black Sabbath over Soundgarden end over de fleste af de andre i grungebølgen, både de andre store, de halvstore (der som oftest var herligt kaotiske sjuskedortebands á la Mudhoney) eller dem, der aldrig blev til andet end skovmandsskjorteklædte fattigmåse på Seattles små beskidte knejper.

Soundgarden var og er først og fremmest sangeren og (oprindeligt) trommeslageren Chris Cornell. Med lidt skiftende besætninger og et par gevaldige skæverter undervejs prøvede han forskellige ting af, men ofte med en vis tunghed over sig, op gennem 80erne. Sidst i årtiet var det endelige setup og det færdige band skabt, og Soundgarden skrev kontrakt med det store mainstreampladeselskab A&M Records. På sæt og vis kan man sige, at Soundgarden dermed kom først. Det var hverken Pearl Jam eller Nirvana, der i grungeregi brød først fri af undergrunden og fik den store kontrakt, der kunne bane vejen til massepublikummet.

Live Through This, det andet album udgivet med det amerikanske band Hole, udkom 12. april 1994. Det var fire dage efter grunge-genrens absolutte hovedfigur, Kurt Cobain, var blevet fundet død i sit hus. Han havde skudt sig selv. Et sammenfald der næppe ville være husket mange dage derefter, hvis det ikke havde været for den kendsgerning, at frontfiguren i Hole var Cobains dermed nyslåede enke, Courtney Love.

Hole havde allerede udgivet ét album – Pretty On The Inside – i 1991. Men indtil 12. april 1994 er det vel fair at sige, at Courtney Love var mest kendt som Cobains hustru og deres datters mor. Courtney havde nu sin egen farverige historie, født som hun var ind i en hippiebaggrund i San Francisco. Hendes far var kortvarigt manager for Grateful Dead. Courtney Love i en meget ung alder kan ses på det billede, der er trykt på bagsiden af coveret til Grateful Dead-albummet Aoxomoxoa.

Hun og Hole’s anden hovedperson, guitaristen Eric Erlandson, havde forlængst fuld gang i deres eget projekt, da Courtney fandt sammen med Kurt Cobain. Men Nirvanas meget pludselig verdenssucces gjorde også hende til en global celebrity i det nærmest offentlige ægteskab, hun var blevet en del af. Med alt hvad det indebar. Også af stærkt usunde vaner, hvilket både Cobain og Courtney Love må siges at have taget del i.

Bonnie ’Prince’ Billy hedder jo slet ikke Bonnie ’Prince’ Billy. Det er et alias, han har taget, angiveligt for at kunne skabe en mere utvungen forbindelse til sit publikum – har han vist sagt. I virkeligheden hedder han Will Oldham. Eller William Oldham. Og i begyndelsen af sin karriere hed han en masse forskellige ting, hvori ordet ’Palace’ indgik: Palace Brothers, Palace Music mm. I dén sammenhæng udsendte han i 1995 eksempelvis den fænomenale Viva Last Blues, der mageligt kunne have været på denne liste – men det er der sandelig mange albums, der kunne…

Will Oldham, alias Bonnine ’Prince’ Billy, er i dag i midten af 40erne, men har på forunderlig vis lignet en mand på omkring 70 siden han var helt ung.. Han er en amerikansk singersongwriter, men sandelig ikke en af de sædvanlige af slagsen. Han har sin helt egen tilgang til musikken, skaber og producerer den helt fra bunden med hjælp fra skiftende samarbejdspartnere, og tillader sig også nogle gevaldige stilmæssige udsving fra projekt til projekt. Det ene øjeblik er det nærmest country, det næste stilfærdig folk, det tredje nærmest punkrocket flosset.

Depeche Mode var jo oprindeligt et vaskeægte synth-band og med i den britiske synthpop-bølge, der på godt og ondt skyllede ind over verden i 1981. Med albummet Speak & Spell, hittet Just Can’t Get Enough og Vince Clarke bag synthesizeren og det meste af sangskrivningen var Depeche Mode et kerneeksempel på den tids nye lyd.

Men allerede efter album 1 forlod Vince Clarke etablissementet – han skulle videre og danne synth-bands som Yazoo og Erasure – og så var Depeche Mode pludselig noget andet med Dave Gahan og Martin Gore som de to hovedpersoner – hvad de har været lige siden. Et band i de følgende år og på adskillige album og heftig turnévirksomhed i højere og højere grad fusionerede elektronikken med en mere muskuløs, rockmusikalsk nerve.

Violator er stedet, hvor det endelig skete med maksimal effekt. Albummet udkom i 1990, men allerede inden da havde verden fundet ud af, hvor Depeche Mode var på vej hen med de to forudgående singler Personal Jesus og Enjoy The Silence, som begge – ligesom det meste af albummet – er noget af det mest originale og gennemslagskraftige moderne rockmusik, der har brudt alle genrebegrænsninger og vinder ved det. Hvad Depeche Mode da også gjorde. Violator blev en enorm succes, for første gang brød DM igennem til det globale mainstreampublikum.

Der er ikke så hulens mange soundtracks med på lister som disse, og da slet ikke soundtracks fra TV-serier. Den slags kan kun sjældent matche det lange albumformat, men der er jo undtagelser fra den regel. Angelo Badalamentis helt særegne kompositioner, lejlighedsvist velsignet med instruktør David Lynchs tekster og sangerinden Julee Cruise’s ekstremt drømmende stemme, var en selvstændig grund til at se Lynch’ helt enestående serie om mordet på Laura Palmer. Og ugler, der ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Og en damn good cup of coffee. Og ”Bob”. Og en hel del mere.

Angelo Badalamenti er en amerikansk komponist, der skrev soundtracks til adskillige film, men som brød igennem, da han blev indrulleret til at hjælpe med en vigtig ting i forbindelse med David Lynch’ store 80erfilm, Blue Velvet: Han skulle lære skuespilleren Isabella Rossellini at synge titelnummeret. Siden har han også leveret musikken til Lynch-film som Wild at Heart og Mulholland Drive og meget andet, men det er Twin Peaks-soundtracket, som er hans mesterværk.

Hvad er 90 er stil?

90'erne kan nærmest betegnes som et gyldent årti inden for modens historie, og det var herfra, at vi har stiftet bekendtskab med nogle af de mest ikoniske looks og største designere. Er du også fan af 90'ernes mode, kan du med garanti genkende nogle af disse (mere eller mindre) vilde modetendenser fra det forgangne årti.

Hvad er den mest hørte sang nogensinde?

Hitmageren Ed Sheeran er under anklage for at have kopieret og plagieret sig til et monsterhit.

Der er ikke oplÃ¦sning af denne artikel, sÃ¥ den oplÃ¦ses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne pÃ¥ [email protected], hvis du hÃ¸rer ord, hvis udtale kan forbedres.

Hvad havde man på til fest i 80 erne?

Klik her for at Ã¦ndre denne tekst

Er du pÃ¥ udkig efter 80'er kostumer, sÃ¥ er du kommet til det helt rigtige sted. Vi har et stort udvalg 80er tÃ¸j til mÃ¦nd og kvinder. Vi kan give dig et 80'er look sÃ¥ du strÃ¥ler til temafesten. NÃ¥r man taler om 80âerne sÃ¥ taler man om en fest. 80âerne var for mange en form for protest imod de mange reglementer, begrÃ¦nsninger og retningslinjer der blev skabt pÃ¥ grund af de to oliekriser, Vietnam krigen og alt det politiske oprÃ¸r i 70âerne. Rigtig mange festede igennem bÃ¥de pÃ¥ diskotekerne og i deres pÃ¥klÃ¦dning, pÃ¥ trods af den mÃ¸rke sky der lÃ¥ over samfundet pÃ¥ grund af den kolde krig. Vi husker alle Top Gun med tom cruise, en 80'er klassiker. Duran Duran fik sit gennembrud i 1980'erne, og Wham var pÃ¥ toppen i begyndelsen af 80erne. Det var Rock tonerne der slog 80'erne an. Punker kom frem i 80'erne, med det lidt bizare tÃ¸j. 80'erne er farverig med neon farver, leggins, benvarmer, store Ã¸reringe og stramtsiddende tÃ¸j. 80'er hÃ¥r var ogsÃ¥ specielt, farverigt og lidt vild. SÃ¥ en 80'er udklÃ¦dning skal indeholde noget af dette. Med et kostume fra 80'erne kan du vÃ¦lge imellem rigtig mange forskellige stil arter, som alle er sjove og med friske farver, og hvor der rigtig er kÃ¦let for detaljerne. Du kan blive en cool hard rocker i et Rock kostume, den farverige disko danser, en sej punker eller en rigtig super star for en dag med en udklÃ¦dning fra gag.dk.

Hvad hørte man i 80 erne?

Da musikken var sort â¦

Det bliver stort det her. Selv om vi sikkert ogsÃ¥ risikerer at fÃ¥ rÃ¸ven alvorligt pÃ¥ komedie, nÃ¥r vi i lÃ¸bet af syvafsnit prÃ¸ver at give jer rock-musikkens historie. Med afstikker til jazz og andet godt rytmisk. Tegnet med nogle lange dristige strÃ¸g, men ogsÃ¥ med plads til smÃ¥anekdoter og sidespring.

Hvad hørte man i 50 erne?

Da musikken var sort â¦

Hvad drak man i 90 erne?

PUSH POP

1 Klistrede fingre giver dig en varm fÃ¸lelse i kroppen og fÃ¥r dig til at tÃ¦nke pÃ¥ Ã©n ting: Din barndomsyndlingsslik, der resulterede i verdens mest fedtede pegefinger og i Ã¸vrigt en super fed jingle... Push Pop!

Hvilke sko havde man på i 90 erne?

Hvad hedder et af Danmarks mest kendte band?

Hvem er de?En duo fra København, der – ifølge eget udsagn – i hvert fald ikke er et punkband. Den ene halvdel, Cxrtier (den anden hedder Sixten), har før lavet Soundcloudrap, og den indflydelse kan man godt høre i Fabräks højenergiske og (undskyld!) punkede råberap-støjrock.

Hvordan lyder de?Som en flad. Som en flad, du får fyret i fjæset med tilløb og fuld fart. Fabräk er nemlig sådan et band, der lyder som om de frem for alt prøver at ruske lytteren op af sin trance. Man skal vågne op og indse, at det er fucking ’Daarligt’ at omgive sig med ligegyldige livsstilsmarkører, og at man er nødt til at være lidt ’Voldsom’ for at være i live.

Det siger sig selv, at den slags følelser bedst formidles med energifuld musik. Og den dynamik skaber duoen ved at kombinere deres råbe-rappende vokalstil med gyngende produktioner, der stedvis (som på ’24’) har et postpunket udtryk a la Joy Division.

Hvem er hun?Kamma er kunstnernavnet for Signe Rønsov, en alternativ popkunstner tilknyttet pladeselskabet W.A.S. Entertainment, der har været med til at skubbe navne som Brimheim, Greta og Rebecca Lou frem de seneste år.

Sidste år udgav Kamma debut-ep’en ‘Momentary Emotions’, der var produceret af ingen ringere end The Raveonettes- og Psyched Up Janis-bagmanden Sune Rose Wagner. Men hvis du virkelig vil vide, hvem Kamma er, så er der intet bedre sted at udforske hendes person end gennem hendes sange, der ofte er selvbiografiske og sårbare.

Hvordan lyder hun?Kamma er en popsanger, men absolut ikke af den slags, der laver skabelonskåret hitlistemateriale. Hun vækker i højere grad mindelser om Lorde, Lana Del Rey og Christine and the Queens, end hun leder tankerne hen mod Ariana Grande eller Dua Lipa. Og på hendes seneste single, ‘Good Daughter’, får man endda nogle elementer af de grænsesøgende PC Music-produktioner, man finder hos eksempelvis Caroline Polachek.

Hvad er Danmarks mest spillede sang?

Selv om udvalget af musik aldrig har været større, vælger vi danske artister på Spotify.

Streaminggiganten afslører nemlig i en pressemeddelelse, hvad der har hittet herhjemme det forgangne år.

Where can I listen to Danske hits?

Danske hits fra 90'erne | Spotify Playlist Listen now only on Spotify: De største danske sange fra 90'erne.

What's the best 90's song?

De sidste par uger har vi hyldet 90'erne for alt, hvad det gyldne årti har givet os - lige fra musikken til den aparte tøjstil. Efter mange og lange overvejelser er den endelig klar. Radio 100s Top 90-liste, over de ultimativt største 90'er sange. 54 TO BE WITH YOU - MR. BIG 53 COCO JAMBO - MR. PRESIDENT 34 WHERE DO YOU GO? - NO MERCY