:

Hvad havde mænd på i 80 erne?

Indholdsfortegnelse:

  1. Hvad havde mænd på i 80 erne?
  2. Hvad hørte vi i 90 erne?
  3. Hvad for noget musik hørte man i 90 erne?
  4. Hvem var kendt i 80 erne?
  5. Hvilket musik hørte man i 00 erne?
  6. Hvilke bands og kunstnere var store i 90 erne?
  7. Hvad kendetegner 90erne?
  8. Hvad er 90 er stil?
  9. Hvad er den mest hørte sang nogensinde?
  10. Hvad er 80 stil?
  11. Hvad er den mest populære musikgenre?
  12. Hvilken sang ligger nummer 1 i verden?
  13. Hvad er det mest populære band i verden?
  14. Hvad drak man i 90 erne?
  15. Hvilke sko havde man på i 90 erne?

Hvad havde mænd på i 80 erne?

1980'ernes modebillede var præget af neon, pasteller og skulderpuder.

Sat på spidsen var der yuppierne med deres dyre tøj og punkerne med det direkte modsatte.

Hvad hørte vi i 90 erne?

Smag kan som bekendt ikke diskuteres, og alle folk har deres favoritsange, favorit-årti sangmæssigt og musikalske præferencer alt afhængig af, hvornår man er født og hvornår i livet, man har opbygget personlige relationer til enkelte numre.LÆS OGSÅ: Wow! - Vanvittigt 90'er-band genopstårHvad dansede man til? Hvad havde man på kassettebåndet som barn? Hvilken sang fik man sit første kys til? Hvilke numre hørte man på sodavandsdiskoteket?Alle har deres favoritter. Men seoghør.dk kigger i dag på euro-dance årtiet halvfemserne.LÆS OGSÅ: Sådan ser 90'er-modellerne ud idagHvor 60'erne brød på pigtrådsrock, Elvis, The Beatles og deslige, og hvor 70'erne bød på soul, funk og senere disco, var 1980'erne meget mere poppet i lyden og gik fra det helt banale Whitney Houston-agtige ørehænger-pop ala Madonna over elektroniske toner fra f.eks. Human League og Depeche Mode til decideret dance med f.eks. Technotronic i slut-firserne.LÆS OGSÅ: Det laver Zindy i dagMen halvfemserne var præget af meget cheesy "oste-.dance", som det blev tituleret, ligesom både grunge-rock med rod i Seattle og boyband-pop fik stor succes.Seoghør.dk har kigget i gemmerne og fundet 10 fede storhits fra året halvfemserne, som du kan lade dig inspirere af, når weekenden skal synges, danses eller skråles velkommen.Tjek videoerne herunder - og god fornøjelse.Culture Beat - Mr. Vain

Haddaway - What Is Love

Hvad for noget musik hørte man i 90 erne?

Everything But the Girl bestod af Tracey Thorn og Ben Watt. (Foto: © Leon Morris/Redferns, (c) Getty images)

- Et nummer, der blev drejet op i tempo og gjort 'clubbet', hvilket man også virkelig gjorde alvor af i 1990'erne. Remix-kulturen udsprang for alvor i det årti, og det her er et af de fede eksempler på, hvordan klubscenen også lød i 1990'erne.

John Reid med sine lange, lyse lokker. (Foto: © Billedet er fra musikvideoen til 'Surrender Your Love'.)

- Den idéelle sang at smide på i et fitness-center. Glasgow-projektet blev anført af John Reid, der mest af alt ligner en wrestler fra 1990'erne. Lyden er deep house med den tørreste saxofon-synthesizer-effekt indover.

Hvem var kendt i 80 erne?

Men hvordan kan det være, at det netop nu er så tydeligt, at han, Dua Lipa og andre hitlistedominerende kunstnere som Little Mix og Niall Horan har spejdet tilbage på et årti, de ikke engang selv levede i?

Den britiske popgruppe Little Mix har forsøgt at genskabe 80'er-magien på deres nye single 'Break Up Song'. (Foto: © ANDER GILLENEA, AFP/Ritzau Scanpix)

Ifølge Anders Reuter, som forsker i popmusik ved Københavns Universitet, er det ikke så mærkeligt, at 80'erne har fået en renæssance.

Hvilket musik hørte man i 00 erne?

”Ved du hvad hun sagde?”

Nej – det har du måske glemt. Men det var noget med at tage bukserne af.

Hvilke bands og kunstnere var store i 90 erne?

Tom Jensen er journalist, kommentator og blogger, meget aktiv på Facebook, chefredaktør på Berlingske siden 2007 og interesseret i rockmusik. Han er også et halvt år yngre end mig, født i Thisted den 6. juni 1966.

Tom Jensen har fået den idé på Facebook at skrive en tekst der beskriver et album han sætter særlig stor pris på. Og linker så til særligt interessante sange på det pågældende album.

Han har gjort det sådan at han udvælger de 100 udenlandske albums som han personligt værdsætter mest og derpå begynder med det 100. bedste. Dagen efter beskriver han så det 99. bedste, dagen efter det 98. bedste. Et kvart år senere når han så frem til nr. 1., mens kredsen af Facebook-følgere venter i åndeløs spænding på åbenbaringen.

I 90erne voksede en aktivistisk, feministisk undergrundsbevægelse frem ved navn Riot Grrrl. Den fik også musikalske spydspidser. Eksempelvis den amerikanske trio Sleater/Kinney, som netop har gjort comeback med et fremragende album.

Men det var helt andre steder, de store musikalske kvantespring i forhold til at indgyde piger og kvinder ny, uforfærdet selvtillid reelt skete. Sådan på den store scene. Hvor det virkelig rykkede noget. Se bare videoen til Wannabe her. Den siger det hele.

I 90erne voksede en aktivistisk, feministisk undergrundsbevægelse frem ved navn Riot Grrrl. Den fik også musikalske spydspidser. Eksempelvis den amerikanske trio Sleater/Kinney, som netop har gjort comeback med et fremragende album.

Men det var helt andre steder, de store musikalske kvantespring i forhold til at indgyde piger og kvinder ny, uforfærdet selvtillid reelt skete. Sådan på den store scene. Hvor det virkelig rykkede noget. Se bare videoen til Wannabe her. Den siger det hele.

Spice Girls var et vaskeægte konceptband. En girl group på mange måder skruet sammen på den gode gamle måde, som man gjorde det i 60erne, og som man også gjorde det med boybands i 90erne. Man fandt nogle gode typer, gennemførte nogle auditions, og sammensatte gruppen ud fra de bedste og mest tydelige personligheder, som disse auditions frembragte. Personligheder der selvfølgelig skulle kunne synge. Og helst se godt ud.

Den 6. marts 2010 tog Mark Linkous livet af sig selv uden for et par venners hus i Knoxville, Tennessee. Han skød sig i hjertet med en riffel. Han blev 47 år.

Det var en ualmindeligt sørgelig slutning på et vist lidt omtumlet liv, som musikalsk set i de sidste 15 år af Linkous’ tilværelse havde været som hovedkraft i det amerikanske undergrundsorkester Sparklehorse. Et ualmindeligt og til tider nærmest bjergtagende bekendtskab, som aldrig rigtig blev nogen succes i kommerciel forstand. Men som fra 1995 til 2009 udsendte fem fremragende album.

Den 6. marts 2010 tog Mark Linkous livet af sig selv uden for et par venners hus i Knoxville, Tennessee. Han skød sig i hjertet med en riffel. Han blev 47 år.

Det var en ualmindeligt sørgelig slutning på et vist lidt omtumlet liv, som musikalsk set i de sidste 15 år af Linkous’ tilværelse havde været som hovedkraft i det amerikanske undergrundsorkester Sparklehorse. Et ualmindeligt og til tider nærmest bjergtagende bekendtskab, som aldrig rigtig blev nogen succes i kommerciel forstand. Men som fra 1995 til 2009 udsendte fem fremragende album.

Debuten for dette ofte løseligt konstruerede ensemble kom i 1995 med albummet Vivadixiesubmarinetransmissionplot, som har fundet vej ind på denne liste, fordi det ganske enkelt er så godt. Vi er virkelig ovre i den følsomme del af 90ernes indiegenre med rødder i både folkmusikken, men også alternative powerrockgrupper som Big Star og med behørige nik til forbilledet Tom Waits. Når man sætter albummet igang, rulles det stille og roligt afsted med den smukke ballade Homecoming Queen, hvorefter man drages ind i et sangbårent univers med store følelsesmæssige udsving og nærmest ekspressionistiske lydcollager. Det hele er ualmindeligt fascinerende, som det vedblev at være det på de følgende albums helt frem mod den sidste, Dark Night Of The Soul, som Linkous producerede og udgav sammen med DJ Danger Mouse.

Gad vide hvordan det var gået alt sammen, hvis ikke The La’s havde været så gennemført et kaotisk og dysfunktionelt orkester, som i realiteten brød sammen, mens det brød igennem? Ingen ved den, men måske havde Madchester-bølgen fået sig et moderne Merseyseat-stykke med Liverpool-bandet The La’s som topnavn? Måske havde britpoppen haft endnu en hovedhjørnesten?

Da det kom til stykket, skete der ikke ingenting. Allerede fra starten var The La’s præget af ustabilitet. Bandets stifter forlod gruppen efter et par år, hvorefter det var guitaristen, sangeren og sangskriveren Lee Mavers, der var i centrum med bassisten John Powers som tætteste samarbejdspartner. Efter en stribe singler, som aldrig blev succeser, heller ikke den første indspilning af There She Goes, gik The La’s i studiet med produceren Steve Lillywhite for at indspille et debutalbum. Det gik vistnok rivegalt. Lee Mavers især var en krævende mand, der aldrig blev færdig med at finde den helt rigtige lyd, og der går frasagn om at en gammel, anitk mixerpult blev smidt ud af studiet, fordi det støv, der var på den, ikke var originalt 60er-støv… (historien er muligvis falsk, men siger en del om den stemning, der angiveligt var).

Gad vide hvordan det var gået alt sammen, hvis ikke The La’s havde været så gennemført et kaotisk og dysfunktionelt orkester, som i realiteten brød sammen, mens det brød igennem? Ingen ved den, men måske havde Madchester-bølgen fået sig et moderne Merseyseat-stykke med Liverpool-bandet The La’s som topnavn? Måske havde britpoppen haft endnu en hovedhjørnesten?

Da det kom til stykket, skete der ikke ingenting. Allerede fra starten var The La’s præget af ustabilitet. Bandets stifter forlod gruppen efter et par år, hvorefter det var guitaristen, sangeren og sangskriveren Lee Mavers, der var i centrum med bassisten John Powers som tætteste samarbejdspartner. Efter en stribe singler, som aldrig blev succeser, heller ikke den første indspilning af There She Goes, gik The La’s i studiet med produceren Steve Lillywhite for at indspille et debutalbum. Det gik vistnok rivegalt. Lee Mavers især var en krævende mand, der aldrig blev færdig med at finde den helt rigtige lyd, og der går frasagn om at en gammel, anitk mixerpult blev smidt ud af studiet, fordi det støv, der var på den, ikke var originalt 60er-støv… (historien er muligvis falsk, men siger en del om den stemning, der angiveligt var).

Da det kom til stykket, blev indspilningerne opgivet. Men albummet udkom alligevel, trods modstand fra bandet, syet sammen af det, der nu engang var kommet på bånd, af produceren Lillywhite (kendt som bl.a. U2-producer). Og pludselig var succesen der… især den genindspillede There She Goes-single blev med ét et top 20-hit og er nu det eneste, folk husker The La’s for. Men de kunne nu med fordel høre dette mærkelige kasserede/ikke kasserede album også med dets umiskendelige Liverpool-lyd, som har mange referencer til tidlig Beatles.

90erne var nok det sidste årti, hvor det foregik på denne måde i musikbranchen: Ny stilarter og retninger opstod på gadeplan. Kommercielle superaktører i pladebranchen blev opmærksomme på fænomenet. Man hyrede et par unge navne til at bære fænomenet frem med global gennemslagskraft. Fem minutter senere var gadefænomenet en kommerciel guldgrube. I dag foregår den slags anderledes. Langt mindre styret. Langt mere nedefra og op. På mange måder bedre. Men også med en begrænsning i forhold til at skabe nye musikalske subgenrer med sin helt egen utæmmelige virkning.

Drum’n’bass var et sådant fænomen midt i 90erne. Kan I huske det? De færreste kan måske. Men det blev faktisk halvstort; så meget at gamle David Bowie, ingen ringere, endte med at udgive et drum’n’bass-album i 1996. Men da var genren allerede for nedadgående igen, og det var jo Bowies problem efter 1983, sådan cirka: Før kom han først. Det gjorde han ikke længere.

90erne var nok det sidste årti, hvor det foregik på denne måde i musikbranchen: Ny stilarter og retninger opstod på gadeplan. Kommercielle superaktører i pladebranchen blev opmærksomme på fænomenet. Man hyrede et par unge navne til at bære fænomenet frem med global gennemslagskraft. Fem minutter senere var gadefænomenet en kommerciel guldgrube. I dag foregår den slags anderledes. Langt mindre styret. Langt mere nedefra og op. På mange måder bedre. Men også med en begrænsning i forhold til at skabe nye musikalske subgenrer med sin helt egen utæmmelige virkning.

Drum’n’bass var et sådant fænomen midt i 90erne. Kan I huske det? De færreste kan måske. Men det blev faktisk halvstort; så meget at gamle David Bowie, ingen ringere, endte med at udgive et drum’n’bass-album i 1996. Men da var genren allerede for nedadgående igen, og det var jo Bowies problem efter 1983, sådan cirka: Før kom han først. Det gjorde han ikke længere.

Der findes kunstnere, som bringer rock- og popmusikken kvantespring videre. Og så findes der kunstnere, som forvalter fortiden på en måde, der er så uimodståelig, at det i sig selv er mere end nok. Black Crowes hører til den sidste slags.

Dannet med brødrene Robinson, Chris og Rich, som primus motorer midt i 80erne fik The Black Crowes sit kommercielle gennembrud allerede med debutalbummet Shake Your Money Maker i 1990. Men det var opfølgeren, The Southern Harmony And Musical Companion, som blev orkestrets zenith, og som bedst forløste ambitionen om at løfte arven fra The Rolling Stones, Otis Redding, Lynyrd Skynyrd og flere andre klassiske rock- og southern soul-acts på den mest medrivende måde som tænkes kan.

Der findes kunstnere, som bringer rock- og popmusikken kvantespring videre. Og så findes der kunstnere, som forvalter fortiden på en måde, der er så uimodståelig, at det i sig selv er mere end nok. Black Crowes hører til den sidste slags.

Dannet med brødrene Robinson, Chris og Rich, som primus motorer midt i 80erne fik The Black Crowes sit kommercielle gennembrud allerede med debutalbummet Shake Your Money Maker i 1990. Men det var opfølgeren, The Southern Harmony And Musical Companion, som blev orkestrets zenith, og som bedst forløste ambitionen om at løfte arven fra The Rolling Stones, Otis Redding, Lynyrd Skynyrd og flere andre klassiske rock- og southern soul-acts på den mest medrivende måde som tænkes kan.

90erne blev det første revival-årti. Rockmusikken var blevet voksen, og da så den sig tilbage, som voksne jo har det med at gøre. De første 60er-navne blev gendannet og scorede kassen. Og de første yngre kunstnere gjorde intet for at skjule, tværtimod, at de var dybt inspireret af fortidens kæmper.

Mazzy Star var et af disse – dengang – nye navne. Skabt i en kompliceret begivenhedsrækkefølge på bagkant af et par californiske psychedelic-revival bands som Rain Parade og Opal blev Mazzy Star til sig selv, da sangerinden Hope Sandoval kom til omkring årtiskiftet til 1990erne. Hun blev sammen med guitaristen David Roback de centrale figurer i dette stemningsmættede ensemble.

90erne blev det første revival-årti. Rockmusikken var blevet voksen, og da så den sig tilbage, som voksne jo har det med at gøre. De første 60er-navne blev gendannet og scorede kassen. Og de første yngre kunstnere gjorde intet for at skjule, tværtimod, at de var dybt inspireret af fortidens kæmper.

Mazzy Star var et af disse – dengang – nye navne. Skabt i en kompliceret begivenhedsrækkefølge på bagkant af et par californiske psychedelic-revival bands som Rain Parade og Opal blev Mazzy Star til sig selv, da sangerinden Hope Sandoval kom til omkring årtiskiftet til 1990erne. Hun blev sammen med guitaristen David Roback de centrale figurer i dette stemningsmættede ensemble.

Efter debuten She Hangs Brightly fra 1990, som blev indspillet på resterne af Opal med sange af Kendra Smith, originalt medlem af Dream Syndicate, der også var en af hovedkræfterne her, blev So Tonight That I Might See det første ”rigtige” Mazzy Star-album. Uden den helt vilde succes. Men så skete det – et år efter debuten: Førstenummeret Fade Into You blev en pludselig singlesucces, og forståeligt var det; der er tale om en af de smukkeste og mest længselsfulde sange udgivet i hele det årti. Pludselig var Mazzy Star et navn, hvis musik ramte præcist ned i en af 90ernes strømninger af atmosfærisk folkrock med rod i 60ernes vestkystlyd. Og så skadede det ikke, at man i Hope Sandoval havde fået den perfekte frontfigur med en særlig aura af mystik over sig, også når hun live sang fra en position i skyggeagtigt tusmørke.

Et britisk band, der spiller intellektuel, eksperimenterende europop med franske tekster med angiveligt marxistiske budskaber. Det lyder som noget, der kan ende både rivegalt og afskyeligt. I Stereolabs tilfælde endte det – i sine bedste stunder – med at være uimodståeligt.

Stereolab gik i endeligt hi i 2009, nogle år efter tragedien ramte, og de færreste kender dem måske. For det var et ret særligt band. Som blev samlet op i de særeste sammenhænge. F.eks. har jeg hørt deres musik spillet i et hjørne af en udstillingssal med virkeligt nonfigurative skulpturer på Louisiana en gang for en del år siden. Det var et af den slags orkestre.

Et britisk band, der spiller intellektuel, eksperimenterende europop med franske tekster med angiveligt marxistiske budskaber. Det lyder som noget, der kan ende både rivegalt og afskyeligt. I Stereolabs tilfælde endte det – i sine bedste stunder – med at være uimodståeligt.

Stereolab gik i endeligt hi i 2009, nogle år efter tragedien ramte, og de færreste kender dem måske. For det var et ret særligt band. Som blev samlet op i de særeste sammenhænge. F.eks. har jeg hørt deres musik spillet i et hjørne af en udstillingssal med virkeligt nonfigurative skulpturer på Louisiana en gang for en del år siden. Det var et af den slags orkestre.

Så hvad laver det her? Det er her på grund af Emperor Tomato Ketchup. Gruppens mesterværk. Mest poppede værk. Et rent ud sagt charmerende og besættende værk. Stereolab blev dannet i 1990 af den centrale sangskriverakse Tim Gane (guitar og keyboards) og Lætitia Sadler (sang, guitarer og keyboards). Med ombord det meste af vejen i skiftende opstillinger var også australske Mary Hansen (backing-vokaler, guitarer og keyboards) og trommeslageren Andy Ramsay.

På en liste som denne skal der være plads til glemte perler. Lost treasure. Noget nogen for første gang kan gå på opdagelse i. Sådan en er vi nået til i aften.

Sam Phillips hed egentlig ikke Sam, men Leslie. Hun begyndte som korsangerinde på mere eller mindre obskure kristne subkulturplader i de tidlige 80ere. Siden blev hun solokunstner, stadig med en kristen tilgang, og så mødte hun sin senere mand, T-Bone Burnett, super-americanaproduceren. Mit første bekendtskab med Leslie Phillips var deres første album sammen, hun som sanger og sangskriver, han bag producerpulten. Albummet hed The Turning, udkom i 1987, jeg købte det på LP hos Pladepusheren i Aalborg, og det var fremragende.

På en liste som denne skal der være plads til glemte perler. Lost treasure. Noget nogen for første gang kan gå på opdagelse i. Sådan en er vi nået til i aften.

Sam Phillips hed egentlig ikke Sam, men Leslie. Hun begyndte som korsangerinde på mere eller mindre obskure kristne subkulturplader i de tidlige 80ere. Siden blev hun solokunstner, stadig med en kristen tilgang, og så mødte hun sin senere mand, T-Bone Burnett, super-americanaproduceren. Mit første bekendtskab med Leslie Phillips var deres første album sammen, hun som sanger og sangskriver, han bag producerpulten. Albummet hed The Turning, udkom i 1987, jeg købte det på LP hos Pladepusheren i Aalborg, og det var fremragende.

Så glemte jeg alt om Leslie Phillips. Indtil hun midt i 90erne pludselig dukkede op med dette album. Martinis & Bikinis. Det er sådan set svært at sige noget meget bastant om det. For det er et helt normalt, utroligt velproduceret singer-songwriteralbum i typisk midthalvfemserstil på den ene side – og med en utrolig tidløshed over sig på den anden side. Det er bare så forbandet godt. Det indeholder så forbistret gode sange. Fra første sang til sidste sang.

Fritidsbands er sjældent de mest interessante. Det er sådan nogle, succesfulde musikere danner, fordi de ikke kan udnytte alle deres kreative særheder i de sammenhænge, hvori de ellers indgår. Særheder, netop. Hvilket ofte fremgår.

Men en sjælden gang får fritidsbands succes. I 1990, da The Breeders blev dannet, var det et fritidsband. Man kan måske nærmest kalde det en amerikansk college-undergrundssupergruppe, eftersom stifterne var Kim Deal, bassist i det legendariske Boston-støjrockband Pixies, og Tanya Donelly, der kom fra et af de mest interessante alternative amerikanske orkestre, Throwing Muses, hvor hun var sanger og sangskriver sammen med bandets anden – og i sidste ende blivende – hovedperson, Kristin Hersh.

Fritidsbands er sjældent de mest interessante. Det er sådan nogle, succesfulde musikere danner, fordi de ikke kan udnytte alle deres kreative særheder i de sammenhænge, hvori de ellers indgår. Særheder, netop. Hvilket ofte fremgår.

Men en sjælden gang får fritidsbands succes. I 1990, da The Breeders blev dannet, var det et fritidsband. Man kan måske nærmest kalde det en amerikansk college-undergrundssupergruppe, eftersom stifterne var Kim Deal, bassist i det legendariske Boston-støjrockband Pixies, og Tanya Donelly, der kom fra et af de mest interessante alternative amerikanske orkestre, Throwing Muses, hvor hun var sanger og sangskriver sammen med bandets anden – og i sidste ende blivende – hovedperson, Kristin Hersh.

The Breeders udgav i 1990 albummet Pod. Da var ikke mindst Pixies på sit højeste. I 1989 kom Pixies-mesterværket Doolittle, i 1990 bandets mest kommercielle album Bossanova, men inde bag succesen knirkede det, ikke mindst i den centrale akse mellem Kim Deal og Pixies’ absolutte frontfigur, Black Francis (senere Frank Black). Kim Deal var selv en fremragende sangskriver, men fik kun få sange med i Pixies-sammenhæng – dog eksempelvis den helt usandsynligt gode Gigantic på Surfer Rosa, mesterværket fra 1988. Og en sang hun selv leverede vokal til foruden det basspil der, som vist Politikens Kim Skotte (tror jeg) engang beskrev det, lød som en kæmpemus der danser.

Det er faktisk lidt svært denne gang at finde ud af, hvor man skal ende eller begynde. For folkene bag dette album – The KLF var en duo bestående af Bill Drummond og Jimmy Cauty – var nok popmusikere, det bedst sælgende singlenavn i verden i 1991, men de var lige så meget avantgardekunstnere baseret på en postmodernistisk anarkistisk tænkning hentet i den såkaldte The Illuminatus Trilogy… De startede som sampler-banebrydere, men endte som kongerne af senfirsernes og de tidlige 90eres britiske house og acid-bølge.

Deres værker kan knap fås mere, eftersom de systematisk har destrueret alt, hvad de nogensinde har udgivet. De trak sig tilbage via det, nogle mente var en skandaløs TV-optræden, mens andre fandt den var et kunstværk i sig selv. De gennemførte siden en temmelig dyr happening, der er gået over i kunst- og mediehistorien.

Det er faktisk lidt svært denne gang at finde ud af, hvor man skal ende eller begynde. For folkene bag dette album – The KLF var en duo bestående af Bill Drummond og Jimmy Cauty – var nok popmusikere, det bedst sælgende singlenavn i verden i 1991, men de var lige så meget avantgardekunstnere baseret på en postmodernistisk anarkistisk tænkning hentet i den såkaldte The Illuminatus Trilogy… De startede som sampler-banebrydere, men endte som kongerne af senfirsernes og de tidlige 90eres britiske house og acid-bølge.

Deres værker kan knap fås mere, eftersom de systematisk har destrueret alt, hvad de nogensinde har udgivet. De trak sig tilbage via det, nogle mente var en skandaløs TV-optræden, mens andre fandt den var et kunstværk i sig selv. De gennemførte siden en temmelig dyr happening, der er gået over i kunst- og mediehistorien.

The KLF. Oprindeligt kaldte de sig The Justified Ancients of Mu Mu (også hentet fra Illiminatus-trilogien) og siden The Timelords. Deres første single var en samplet udgave af The Beatles’ All You Need Is Love krydset med Samantha Fox’s Touch Me (I Want Your Body), og debutalbummet fra 1987 hed 1987 (What the Fuck Is Going On), men det eksisterer knap mere, eftersom det indeholdt et nummer, The Queen and I, hvor ABBAs Dancing Queen var heftigt samplet. Det opdagede ABBAs advokater, albummet blev trukket tilbage fra markedet, og Drummond og Cauty drog til Sverige med det fulde restoplag i kufferterne i håbet om at mødes med ABBA og få lov til at bruge samplingen. Det lykkedes ikke. Og så smed de hele restoplaget i Nordsøen på færgen undervejs hjem, så dér ligger dét endnu..

Nogle albums er stort anlagte værker. Andre albums er små perler. Men små perler kan godt være bedre og mere vellykkede eller mere indtagende end monstrøse, voluminøse monsterudgivelser. The Sundays’ debutalbum fra 1990 er en sådan lille perle.

Den udsprang også af – kan man sige – de mindste vilkår. Ikke noget med svulmende koncepter, pladeselskabsdirektører med store cigarer, opblæste markedsføringsbudgetter, stylet hår og hvad man ellers endnu omkring 1990 med jævne mellemrum kunne komme ud for i musikindustrien.

Nogle albums er stort anlagte værker. Andre albums er små perler. Men små perler kan godt være bedre og mere vellykkede eller mere indtagende end monstrøse, voluminøse monsterudgivelser. The Sundays’ debutalbum fra 1990 er en sådan lille perle.

Den udsprang også af – kan man sige – de mindste vilkår. Ikke noget med svulmende koncepter, pladeselskabsdirektører med store cigarer, opblæste markedsføringsbudgetter, stylet hår og hvad man ellers endnu omkring 1990 med jævne mellemrum kunne komme ud for i musikindustrien.

Nej, The Sundays blev skabt, da Harriett Wheeler og David Gavurin mødtes, blev forelskede, flyttede sammen og stiftede familie. Wheeler havde sunget lidt i et band, ellers havde ingen af dem nogen aktier i musikken. Men gradvist fandt de ud af, at Gavurin kunne finde ud af at komponere sange. Så begyndte han også at spille guitar. Og stille og roligt udviklede det sig, to yderligere musikere kom til på bas og trommer, de flyttede til London, gav et par koncerter, pladeselskaberne blev pludselig lidt opmærksomme, og i 1989 kom debutsinglen Can’t Be Sure.

90erne var årtiet, hvor den stigende vestlige multikulturelle virkelighed for alvor slog igennem også i pop- og rockmusikken.. Ikke mindst i Storbritannien, som allerede ved indgangen til dette årti havde en markant asiatisk/pakistansk minoritet, der også begyndte at præge kulturen.

Et af de markante og gennemførte udtryk for denne udvikling var bandet Cornershop. Dannet af Tjinder Singh og hans bror Avtar Singh, begge britisk-fødte (fra Wolverhampton, såmænd), men med sydasiatiske rødder. Med Cornershop skabte de et band, der blandede indisk-musikalsk indflydelse med moderne britisk indie-musik, og så brød de igennem med et hit, der var et af årtiets mest originale.

90erne var årtiet, hvor den stigende vestlige multikulturelle virkelighed for alvor slog igennem også i pop- og rockmusikken.. Ikke mindst i Storbritannien, som allerede ved indgangen til dette årti havde en markant asiatisk/pakistansk minoritet, der også begyndte at præge kulturen.

Et af de markante og gennemførte udtryk for denne udvikling var bandet Cornershop. Dannet af Tjinder Singh og hans bror Avtar Singh, begge britisk-fødte (fra Wolverhampton, såmænd), men med sydasiatiske rødder. Med Cornershop skabte de et band, der blandede indisk-musikalsk indflydelse med moderne britisk indie-musik, og så brød de igennem med et hit, der var et af årtiets mest originale.

Første gang mange hørte om Cornershop var, da orkestret på billeder i et musikblad afbrændte et billede af sangeren Morrissey, som i de år – først i 90erne – af uransagelige årsager var under anklage for racisme. Det var vist noget med, at han blandt andet havde svøbt sig i Union Jack under koncerter. Musikalsk var starten mere forsigtig, om end original: Debut-LP’en blev trykt på karryfarvet vinyl….

Jeg må tilstå at jeg har været i lidt af et dilemma her. For skulle jeg vælge American Music Clubs beskidte, f….-up mesterværk fra 1991, Everclear, til denne liste? Eller skulle jeg vælge deres major label debut, den mere polerede og producerede Mercury fra 1993?

De fleste afficionados ville nok have valgt den første. Jeg endte med at vælge den sidste.

Jeg må tilstå at jeg har været i lidt af et dilemma her. For skulle jeg vælge American Music Clubs beskidte, f….-up mesterværk fra 1991, Everclear, til denne liste? Eller skulle jeg vælge deres major label debut, den mere polerede og producerede Mercury fra 1993?

De fleste afficionados ville nok have valgt den første. Jeg endte med at vælge den sidste.

Hvad er det for en størrelse, vi har med at gøre her? Jo, American Music Club var et San Francisco-baseret undergrundband, der fusionerede rockmusik med det, der kom til at hedde postrock og opnåede noget, nogen kaldte slowcore… det er musik, der på en og samme tid har både ridser, buler og skærende spidser og kanter, og på den anden side både kan være langsom og atmosfærisk. Og sine steder ganske melodiøs. I spidsen for det projekt var AMCs absolutte centrum, sangeren og sangskriveren Mark Eitzel.

Elliott Smith var også med på listen over de 100 bedste album i det 21. århundrede – men det blev som bekendt det dårligste af de to århundreder, hvori Elliott Smith var i live. Efter at være sunket tiltagende hen i misbrug og psykiske problemer tog han – efter alt at dømme – livet af sig selv i 2003 ved at knivstikke sig selv i brystet. Det kan roligt kaldes et tragisk endeligt.

I 1997 var solen imidlertid opadgående for Elliott Smith, den stilfærdige, næsten hviskende sanger og sangskriver fra Portland, Oregon. Han udsendte et par forholdsvis oversete album, men fik sit gennembrud, da flere af hans sange blev brugt i Hollywood-blockbusteren Good Will Hunting. Et af disse numre, Say Yes, var med på albummet som præsenteres her, Either/Or fra 1997. Der var et før og et efter Either/Or for Elliott Smith. Det er vel for meget sagt, at han blev allemandseje. Men takket være dette album og den næsten samtidige single Miss Misery fik han et gennembrud, der kun er de færreste singer/songwriters af hans karakter forundt.

Elliott Smith var også med på listen over de 100 bedste album i det 21. århundrede – men det blev som bekendt det dårligste af de to århundreder, hvori Elliott Smith var i live. Efter at være sunket tiltagende hen i misbrug og psykiske problemer tog han – efter alt at dømme – livet af sig selv i 2003 ved at knivstikke sig selv i brystet. Det kan roligt kaldes et tragisk endeligt.

I 1997 var solen imidlertid opadgående for Elliott Smith, den stilfærdige, næsten hviskende sanger og sangskriver fra Portland, Oregon. Han udsendte et par forholdsvis oversete album, men fik sit gennembrud, da flere af hans sange blev brugt i Hollywood-blockbusteren Good Will Hunting. Et af disse numre, Say Yes, var med på albummet som præsenteres her, Either/Or fra 1997. Der var et før og et efter Either/Or for Elliott Smith. Det er vel for meget sagt, at han blev allemandseje. Men takket være dette album og den næsten samtidige single Miss Misery fik han et gennembrud, der kun er de færreste singer/songwriters af hans karakter forundt.

Måske var det også begyndelsen på enden. Det næste der skete var, at Elliott Smith fik en pladekontrakt med store, globale Dreamworks, og samtidig satte depressionerne, selvmordstruslerne og muligvis også et enkelt forsøg ind. Siden tog stofferne og alkoholen for alvor over, og pludselig var det hele forbi. En grum skæbne for en kunstner, der musikalsk set er noget af det blideste, der nogensinde har eksisteret. Næsten som en opdateret Nick Drake, men naturligvis bare på sin helt egen måde. Elliott Smith var en personlighed. Desværre også en tragisk personlighed. Men én, der heldigvis nåede at sætte markante musikalske spor på 90ernes og 00ernes sangskrivning.

Når de fleste i 2010erne tænker på grunge, siger de Nirvana. Eller måske Pearl Jam. Men de kunne lige så godt sige Soundgarden. For Soundgarden var tredje led i grungens absolutte frontkæde, og de havde det hele: Baggrunden i Seattle. Starten på små, obskure spillesteder og ditto pladeselskaber. Turen gennem det ikoniske selskab Sub Pop. Og til sidst verdensgennembruddet, millioner af solgte album og siden derefter en pokkers masse besværligheder.

Men Soundgarden var alligevel ikke ligesom alle de andre grungebands. De var heavier. Der var altid lidt mere Led Zeppelin og Black Sabbath over Soundgarden end over de fleste af de andre i grungebølgen, både de andre store, de halvstore (der som oftest var herligt kaotiske sjuskedortebands á la Mudhoney) eller dem, der aldrig blev til andet end skovmandsskjorteklædte fattigmåse på Seattles små beskidte knejper.

Når de fleste i 2010erne tænker på grunge, siger de Nirvana. Eller måske Pearl Jam. Men de kunne lige så godt sige Soundgarden. For Soundgarden var tredje led i grungens absolutte frontkæde, og de havde det hele: Baggrunden i Seattle. Starten på små, obskure spillesteder og ditto pladeselskaber. Turen gennem det ikoniske selskab Sub Pop. Og til sidst verdensgennembruddet, millioner af solgte album og siden derefter en pokkers masse besværligheder.

Men Soundgarden var alligevel ikke ligesom alle de andre grungebands. De var heavier. Der var altid lidt mere Led Zeppelin og Black Sabbath over Soundgarden end over de fleste af de andre i grungebølgen, både de andre store, de halvstore (der som oftest var herligt kaotiske sjuskedortebands á la Mudhoney) eller dem, der aldrig blev til andet end skovmandsskjorteklædte fattigmåse på Seattles små beskidte knejper.

Soundgarden var og er først og fremmest sangeren og (oprindeligt) trommeslageren Chris Cornell. Med lidt skiftende besætninger og et par gevaldige skæverter undervejs prøvede han forskellige ting af, men ofte med en vis tunghed over sig, op gennem 80erne. Sidst i årtiet var det endelige setup og det færdige band skabt, og Soundgarden skrev kontrakt med det store mainstreampladeselskab A&M Records. På sæt og vis kan man sige, at Soundgarden dermed kom først. Det var hverken Pearl Jam eller Nirvana, der i grungeregi brød først fri af undergrunden og fik den store kontrakt, der kunne bane vejen til massepublikummet.

Live Through This, det andet album udgivet med det amerikanske band Hole, udkom 12. april 1994. Det var fire dage efter grunge-genrens absolutte hovedfigur, Kurt Cobain, var blevet fundet død i sit hus. Han havde skudt sig selv. Et sammenfald der næppe ville være husket mange dage derefter, hvis det ikke havde været for den kendsgerning, at frontfiguren i Hole var Cobains dermed nyslåede enke, Courtney Love.

Hole havde allerede udgivet ét album – Pretty On The Inside – i 1991. Men indtil 12. april 1994 er det vel fair at sige, at Courtney Love var mest kendt som Cobains hustru og deres datters mor. Courtney havde nu sin egen farverige historie, født som hun var ind i en hippiebaggrund i San Francisco. Hendes far var kortvarigt manager for Grateful Dead. Courtney Love i en meget ung alder kan ses på det billede, der er trykt på bagsiden af coveret til Grateful Dead-albummet Aoxomoxoa.

Live Through This, det andet album udgivet med det amerikanske band Hole, udkom 12. april 1994. Det var fire dage efter grunge-genrens absolutte hovedfigur, Kurt Cobain, var blevet fundet død i sit hus. Han havde skudt sig selv. Et sammenfald der næppe ville være husket mange dage derefter, hvis det ikke havde været for den kendsgerning, at frontfiguren i Hole var Cobains dermed nyslåede enke, Courtney Love.

Hole havde allerede udgivet ét album – Pretty On The Inside – i 1991. Men indtil 12. april 1994 er det vel fair at sige, at Courtney Love var mest kendt som Cobains hustru og deres datters mor. Courtney havde nu sin egen farverige historie, født som hun var ind i en hippiebaggrund i San Francisco. Hendes far var kortvarigt manager for Grateful Dead. Courtney Love i en meget ung alder kan ses på det billede, der er trykt på bagsiden af coveret til Grateful Dead-albummet Aoxomoxoa.

Hun og Hole’s anden hovedperson, guitaristen Eric Erlandson, havde forlængst fuld gang i deres eget projekt, da Courtney fandt sammen med Kurt Cobain. Men Nirvanas meget pludselig verdenssucces gjorde også hende til en global celebrity i det nærmest offentlige ægteskab, hun var blevet en del af. Med alt hvad det indebar. Også af stærkt usunde vaner, hvilket både Cobain og Courtney Love må siges at have taget del i.

Bonnie ’Prince’ Billy hedder jo slet ikke Bonnie ’Prince’ Billy. Det er et alias, han har taget, angiveligt for at kunne skabe en mere utvungen forbindelse til sit publikum – har han vist sagt. I virkeligheden hedder han Will Oldham. Eller William Oldham. Og i begyndelsen af sin karriere hed han en masse forskellige ting, hvori ordet ’Palace’ indgik: Palace Brothers, Palace Music mm. I dén sammenhæng udsendte han i 1995 eksempelvis den fænomenale Viva Last Blues, der mageligt kunne have været på denne liste – men det er der sandelig mange albums, der kunne…

Will Oldham, alias Bonnine ’Prince’ Billy, er i dag i midten af 40erne, men har på forunderlig vis lignet en mand på omkring 70 siden han var helt ung.. Han er en amerikansk singersongwriter, men sandelig ikke en af de sædvanlige af slagsen. Han har sin helt egen tilgang til musikken, skaber og producerer den helt fra bunden med hjælp fra skiftende samarbejdspartnere, og tillader sig også nogle gevaldige stilmæssige udsving fra projekt til projekt. Det ene øjeblik er det nærmest country, det næste stilfærdig folk, det tredje nærmest punkrocket flosset.

Bonnie ’Prince’ Billy hedder jo slet ikke Bonnie ’Prince’ Billy. Det er et alias, han har taget, angiveligt for at kunne skabe en mere utvungen forbindelse til sit publikum – har han vist sagt. I virkeligheden hedder han Will Oldham. Eller William Oldham. Og i begyndelsen af sin karriere hed han en masse forskellige ting, hvori ordet ’Palace’ indgik: Palace Brothers, Palace Music mm. I dén sammenhæng udsendte han i 1995 eksempelvis den fænomenale Viva Last Blues, der mageligt kunne have været på denne liste – men det er der sandelig mange albums, der kunne…

Will Oldham, alias Bonnine ’Prince’ Billy, er i dag i midten af 40erne, men har på forunderlig vis lignet en mand på omkring 70 siden han var helt ung.. Han er en amerikansk singersongwriter, men sandelig ikke en af de sædvanlige af slagsen. Han har sin helt egen tilgang til musikken, skaber og producerer den helt fra bunden med hjælp fra skiftende samarbejdspartnere, og tillader sig også nogle gevaldige stilmæssige udsving fra projekt til projekt. Det ene øjeblik er det nærmest country, det næste stilfærdig folk, det tredje nærmest punkrocket flosset.

Depeche Mode var jo oprindeligt et vaskeægte synth-band og med i den britiske synthpop-bølge, der på godt og ondt skyllede ind over verden i 1981. Med albummet Speak & Spell, hittet Just Can’t Get Enough og Vince Clarke bag synthesizeren og det meste af sangskrivningen var Depeche Mode et kerneeksempel på den tids nye lyd.

Men allerede efter album 1 forlod Vince Clarke etablissementet – han skulle videre og danne synth-bands som Yazoo og Erasure – og så var Depeche Mode pludselig noget andet med Dave Gahan og Martin Gore som de to hovedpersoner – hvad de har været lige siden. Et band i de følgende år og på adskillige album og heftig turnévirksomhed i højere og højere grad fusionerede elektronikken med en mere muskuløs, rockmusikalsk nerve.

Depeche Mode var jo oprindeligt et vaskeægte synth-band og med i den britiske synthpop-bølge, der på godt og ondt skyllede ind over verden i 1981. Med albummet Speak & Spell, hittet Just Can’t Get Enough og Vince Clarke bag synthesizeren og det meste af sangskrivningen var Depeche Mode et kerneeksempel på den tids nye lyd.

Men allerede efter album 1 forlod Vince Clarke etablissementet – han skulle videre og danne synth-bands som Yazoo og Erasure – og så var Depeche Mode pludselig noget andet med Dave Gahan og Martin Gore som de to hovedpersoner – hvad de har været lige siden. Et band i de følgende år og på adskillige album og heftig turnévirksomhed i højere og højere grad fusionerede elektronikken med en mere muskuløs, rockmusikalsk nerve.

Violator er stedet, hvor det endelig skete med maksimal effekt. Albummet udkom i 1990, men allerede inden da havde verden fundet ud af, hvor Depeche Mode var på vej hen med de to forudgående singler Personal Jesus og Enjoy The Silence, som begge – ligesom det meste af albummet – er noget af det mest originale og gennemslagskraftige moderne rockmusik, der har brudt alle genrebegrænsninger og vinder ved det. Hvad Depeche Mode da også gjorde. Violator blev en enorm succes, for første gang brød DM igennem til det globale mainstreampublikum.

Der er ikke så hulens mange soundtracks med på lister som disse, og da slet ikke soundtracks fra TV-serier. Den slags kan kun sjældent matche det lange albumformat, men der er jo undtagelser fra den regel. Angelo Badalamentis helt særegne kompositioner, lejlighedsvist velsignet med instruktør David Lynchs tekster og sangerinden Julee Cruise’s ekstremt drømmende stemme, var en selvstændig grund til at se Lynch’ helt enestående serie om mordet på Laura Palmer. Og ugler, der ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Og en damn good cup of coffee. Og ”Bob”. Og en hel del mere.

Angelo Badalamenti er en amerikansk komponist, der skrev soundtracks til adskillige film, men som brød igennem, da han blev indrulleret til at hjælpe med en vigtig ting i forbindelse med David Lynch’ store 80erfilm, Blue Velvet: Han skulle lære skuespilleren Isabella Rossellini at synge titelnummeret. Siden har han også leveret musikken til Lynch-film som Wild at Heart og Mulholland Drive og meget andet, men det er Twin Peaks-soundtracket, som er hans mesterværk.

Der er ikke så hulens mange soundtracks med på lister som disse, og da slet ikke soundtracks fra TV-serier. Den slags kan kun sjældent matche det lange albumformat, men der er jo undtagelser fra den regel. Angelo Badalamentis helt særegne kompositioner, lejlighedsvist velsignet med instruktør David Lynchs tekster og sangerinden Julee Cruise’s ekstremt drømmende stemme, var en selvstændig grund til at se Lynch’ helt enestående serie om mordet på Laura Palmer. Og ugler, der ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Og en damn good cup of coffee. Og ”Bob”. Og en hel del mere.

Angelo Badalamenti er en amerikansk komponist, der skrev soundtracks til adskillige film, men som brød igennem, da han blev indrulleret til at hjælpe med en vigtig ting i forbindelse med David Lynch’ store 80erfilm, Blue Velvet: Han skulle lære skuespilleren Isabella Rossellini at synge titelnummeret. Siden har han også leveret musikken til Lynch-film som Wild at Heart og Mulholland Drive og meget andet, men det er Twin Peaks-soundtracket, som er hans mesterværk.

Hvad kendetegner 90erne?

SPONSORERET indhold

Hver ting til sin tid, som de siger. Lige præcis sådan har vi det, når vi kaster et mentalt blik på makeuppungen, som den så ud, da vi smukkeserede os foran badeværelsesspejlet i 90’erne.

Hvad er 90 er stil?

Her finder du det fedeste 90’er tøj. Vi ved alle, at 90’erne er det nye sort. Måske troede du aldrig, at choker halskæden eller mommy jeans skulle blive moderne igen, men der tager du fejl. Alting vender tilbage – også alle de populære modetrends fra 1990’erne. Flere og flere unge finder inspiration fra 90’ernes mode, og mange benytter særlige lejligheder til at holde en 90’er fest. Det var i 90’erne, at vi begyndte at surfe på internettet og sende SMS’er fra vores Nokia-telefoner. Fluebrillen kom på, når solen skinnede, og buffaloskoene kunne ikke blive høje nok. Mange husker nok også den trendy sweatshirt med skriften ”BALL”. Hvis du virkelig drømmer om at gennemføre 90’er tøjet, så skal du skimte til TV-serierne Beverly Hills 90210 eller Friends. Mommy jeans og cowboyjakker, oversize skjorter og blazere prægede begyndelsen af årtiet, men hen mod slutningen af 90’erne overtog stilen fra Spice Girls, og tøjet blev mere stramt og metallisk. Som mange andre årtier var 90’erne påvirket af flere stilretninger, men særligt to dominerede: grunge og pop. Uanset hvilken stil, du er på udkig efter, så finder du 90’er tøj og kostumer til lave priser her på siden. Måske er et metalliske leggings i pink lige hvad du mangler til den kommende 90’er fest? Eller er 90’erne for dig ikke andet en pangfarvede træningsdragter og campinghabitter? For os er 90’erne meget mere end det! En stor favorit her på kontoret er især de gennemførte Clueless kostumer. Med en udklædning inspireret af Cher eller Dionne fra Clueless kan du være helt sikker på en festlig succes. Der er meget at vælge mellem, så rul ned på siden og gå på en ægte 90’er rejse. Vi håber du finde det perfekte kostume!

Hvad er den mest hørte sang nogensinde?

Med 900.000 streams har en The Weeknd-sang fra 2019 vippet Ed Sheerans ‘Shape of You’ af førstepladsen som den mest streamede sang på Spotify.

Den 1. januar markerer altid et nyt år skudt ind med blændende lys fra raketter. Men for R&B-sangeren The Weeknd var 1. januar 2023 ikke kun ensbetydende med et nyt år, men også en ny rekord.

Hvad er 80 stil?

Klik her for at ændre denne tekst

Er du på udkig efter 80'er kostumer, så er du kommet til det helt rigtige sted. Vi har et stort udvalg 80er tøj til mænd og kvinder. Vi kan give dig et 80'er look så du stråler til temafesten. Når man taler om 80’erne så taler man om en fest. 80’erne var for mange en form for protest imod de mange reglementer, begrænsninger og retningslinjer der blev skabt på grund af de to oliekriser, Vietnam krigen og alt det politiske oprør i 70’erne. Rigtig mange festede igennem både på diskotekerne og i deres påklædning, på trods af den mørke sky der lå over samfundet på grund af den kolde krig. Vi husker alle Top Gun med tom cruise, en 80'er klassiker. Duran Duran fik sit gennembrud i 1980'erne, og Wham var på toppen i begyndelsen af 80erne. Det var Rock tonerne der slog 80'erne an. Punker kom frem i 80'erne, med det lidt bizare tøj. 80'erne er farverig med neon farver, leggins, benvarmer, store øreringe og stramtsiddende tøj. 80'er hår var også specielt, farverigt og lidt vild. Så en 80'er udklædning skal indeholde noget af dette. Med et kostume fra 80'erne kan du vælge imellem rigtig mange forskellige stil arter, som alle er sjove og med friske farver, og hvor der rigtig er kælet for detaljerne. Du kan blive en cool hard rocker i et Rock kostume, den farverige disko danser, en sej punker eller en rigtig super star for en dag med en udklædning fra gag.dk.

Hvad er den mest populære musikgenre?

K-pop, eller koreansk popmusik, er en genre inden for popmusik, der opstod i Sydkorea i begyndelsen af 1990’erne. Med sin unikke stil og æstetik har K-pop fanget opmærksomheden fra fans verden over og fortsætter med at fascinere og underholde med sine farverige melodier, imponerende dansetrin og talentfulde kunstnere.

Koreansk popmusik er blevet en global sensation på grund af dens unikke stil og æstetik, dygtige og talentfulde kunstnere, spektakulære musikvideoer og en omfattende brug af sociale medieplatforme til at opbygge og opretholde en tæt forbindelse med fans.

K-pop er ikke blot en musikgenre, men også en kultur, der omfatter mode, dans og meget mere. K-pop fans er kendt for deres lidenskab og engagement i K-pop-kulturen og kan ofte findes samlet til koncerter, fan møder og andre K-pop relaterede arrangementer.

Hvilken sang ligger nummer 1 i verden?

Jumpstory -

Der er kun en Ed Sheeran - og han er bare ikke til at komme uden om, nÃ¥r det gælder de mest streamede sange nogensinde. Ed Sheeran topper i den grad listen over de mest streamede sange pÃ¥ Spotify, hvor den irske stjerne har intet mindre end fire af de 20 mest streamede sange nogensinde.

Hvad er det mest populære band i verden?

24. september 2017

Michael Jacksons ”Thriller” fra 1982 er fortsat verdens mest solgte musik album – 66 millioner eksemplarer. Men det betyder ikke nødvendigvis, at legendariske ”Jacko” også er den bedst sælgende kunstner i historien.

Hvad drak man i 90 erne?

Den klassiske filur består ofte af dårlig vodka, lun appelsinjuice og billig rød sodavand.

Morten Bach Nielsen har opgraderet den med frisk appelsinjuice og hjemmelavet hindbærsirup - og så smager den altså helt fantastisk.

Hvilke sko havde man på i 90 erne?

SPONSORERET indhold

Hver ting til sin tid, som de siger. Lige præcis sådan har vi det, når vi kaster et mentalt blik på makeuppungen, som den så ud, da vi smukkeserede os foran badeværelsesspejlet i 90’erne.