Hvad er en barokhave?

Den arkitektoniske have er arkitektur og intet andet; ganske vist er det en særlig arkitektur, der på grund af formål og materiale er underkastet en del særlige love. Således har overvindelsen af terrænvanskeligheder og tillempning efter planternes vækstforhold i havekunstens udvikling erstattet hvad løsningen af de konstruktive opgaver har betydet for husbygningen; men i det store og hele har havekunsten fået sit formsprog og sine principper dikteret af husbygningen. Den dybeste og mest gennemgribende forskel mellem den europæiske arkitektur og den tilsvarende havekunst ligger i, at denne ikke har nogen klassicisme. Den foryngelsens kilde, som studier og opmålinger i det klassiske syden har været for arkitekturens udøvere, har havekunsten måttet savne.

Denne mangel har ikke alene gjort havekunsten ligesom ringere end sin klassisk rodfæstede søsterkunst, men den var en hovedgrund til, at den arkitektoniske havekunst svigtede, da arkitekturen i slutningen af 1700-tallet ret begyndte at tage sig sine antike forbilleder alvorligt, og den samme mangel gør, at den arkitektoniske havekunst står ret hjælpeløs lige overfor den i nutiden genoptagne nyklassicisme og måske igen under visse forhold må vige pladsen for en fornyet landskabelig have. Det vidtløftige kapitel, som gerne helliges oldtidens, særlig den romerske kejsertids havekunst, kan man i en lille afhandling som denne med rolig samvittighed overspringe. Materialets forgængelighed og litterære og billedlige efterretningers utilstrækkelighed er skyld i, at næppe en eneste sætning af det rige formsprog, som oldtidens havekunst sikkert har talt, med vished kan siges at være gået over i vor arkitektoniske have.

Af billeder som det øverste findes der flere fra forskellige af oldtidens epoker, men de er først blevet almindeligt kendte på så sene tidspunkter, at de ikke har øvet direkte indflydelse på haveformen.

Bag klostrenes mure fandtes selv i den tidlige middelalder en havedyrkning, der måske ikke var uden traditionel forbindelse med oldtidens, og som på grund af munkeordnernes internationalitet bredte sig forholdsvis hurtigt; men havedyrkning er kun en forudsætning for havekunst, og dersom dette ord da ikke skal tages i alt for udflydende betydning, så har de ydre vilkår udelukket udviklingen af en sådan. Og dog dannede klosterhavens korsdeling i fire kvadrater en tradition, der som den såkaldte "kvadratur" (det vil sige inddeling i kvadrater ved fortsat korsdeling) holdt sig gennem århundreder med stor sejhed, især i Nordeuropa.

Herreborgenes beboere lærte af munkene, men så længe ufred hindrede haveanlæg uden for murene, var en mere vidtgående udformning hæmmet. En enkelt tradition synes dog også middelalderens borghaver at have ydet til den almindelige udvikling, nemlig delingen i en mindre, men mere soigneret have, særlig egnet til blomster og medicinalplanter, og en større have, væsentlig med græs, buske og træer, hvor man friere kunne tumle sig, og som kunne ligge mere ubeskyttet end den lille have. Denne deling, der naturligt fremgik af forholdene, skabte kontrast og indeholder i sig et formelt moment, og den genfindes især i England, hvor den århundreder efter at dens praktiske årsager er fjernede, ses opretholdt som en teori, et kunstnerisk princip, der først falder med den store franske haves indtog.

Mens Nordeuropa og Norden især i det væsentlige nøjedes med middelalderens fattige traditioner lige op til Frederik 2.s tid, oparbejdedes imidlertid i Italien gennem en udvikling, der strakte sig fra begyndelsen af 1300-tallet til op midt i 1600-tallet, det højdemål af havekultur, som den italienske renæssancehave betegner. På næsten bar bund med kun ringe støtte i den forhåndenværende middelaldertradition udviklede denne italienske havekunst sig fra naiv primitivitet op til en stolt, bevidst og fuldendt kunstart. De første italienske renæssancehaver var enkle, yndefulde og lidet sammensatte, helst anlagt i ét plan, og hvis i flere, da uden aksefast forbindelse.

Der findes kun ringe anvendelse af skulptur, og træerne optræder mest enkeltvis, som betoning af centrer eller hjørner. Den stærke udvikling fremad og opad skyldtes især, at havekunsten nu - takket være bevidstheden om, at den beundrede oldtid havde haft store haveanlæg - beskæftigede tidens største skabende kunstnere. I ingen anden periode og i intet andet land - Le Nôtre personlig undtagen - har så store genier beskæftiget sig med havekunsten, der i reglen ellers spiller en sekundær rolle i forhold til bygningskunsten. At samme mand planlagde både hus og have, førte naturligt til det første store skridt fremad, nemlig den intime arkitektoniske forbindelse mellem bygningen og den nærmest liggende del af haven.

Den næste store indsats, denne frugtbare tid ydede, var den aksefaste forbindelse videre ud til de øvrige terrasser. De trapper og ramper, man hidtil havde haft, var blevet betragtet som biting, der mere eller mindre skjult anbragtes i hjørner, næsten som et nødvendigt onde. Først i 1500-tallet lykkedes det at tvinge stoffet kunstnerisk, og således opstod formlerne for den arkitektoniske forbindelse mellem flere terrasser; man magtede fra nu af de store aksiale anlæg med trapper, ramper og terrassemure; planen ovenfor af Villa d’Estes have viser en sådan aksial trappeforbindelse mellem terrasserne. Hovedaksen er dog endnu ikke så fremtrædende, som den senere blev under den udviklingsretning, højrenæssancens have tog, og som barokhaven derefter fortsatte. Man lærte nu at tumle med lodrette og skrå flader, ungrenæssancens hvile var blevet til en voldsom linjeflugt og bevægelse, dens spinkle vandstråle til en skummende kaskade, de enkelte træer til mægtige løvmasser, og den enkle figur til rækker af skulpturkompositioner. Det ville overhovedet have været ugørligt at tøjle alle disse kraftige motiver, hvis man ikke i den energiske koncentration om en hovedakse havde haft et middel til at forme en enhed deraf. Huset og den derfra udgående hovedakse er som en kraftcentral, der dirigerer form, størrelse og plads på enkeltheder langt ude i terrænet.

Hvor ligger Barokhaven?

Hvad koster det at komme ind på Frederiksborg Slot?

Frederiksborg har navn efter Frederik 2. som opførte det første slot på stedet. Men det blev hans søn, Christian 4., som opførte det pragtfulde bygningsværk vi ser i dag, Nordens største renæssanceslot.

Frederiksborg Slot er hjem for Nationalhistorisk Museum. Gennem malerier, portrætter, møbler og kunsthåndværk fra forskellige stilperioder fortæller museet 500 års Danmarkshistorie.

På en tur gennem slottes mange smukke sale møder du konger og dronninger, adelige og borgerlige, begivenheder og epoker som alle har været med til at forme Danmarks udvikling og historie.

Med skiftende særudstillinger af dansk og international karakter, faste søndagsomvisninger og familieaktiviteter i skoleferierne sætter museet Danmarkshistorien i perspektiv og holder dialogen med fortiden levende.

Er Frederiksborg Slotshave åben?

På stedet opførte søhelten Herluf Trolle ved midten af 1500-tallet en herregård, Hillerødsholm, der i 1560 blev købt af Frederik 2., der gav slottet sit blivende navn: Frederiksborg. Endnu ses flere bygninger fra denne periode; det gælder især på den nederste, sydligste holm, hvor for eksempel de to markante runde tårne stammer fra Frederik 2.'s tid.

I begyndelsen af 1600-tallet opførte Christian 4. et nyt slot, der regnes for et mesterværk i dansk renæssancearkitektur. Slottets røde mure med lyse sandstensbånd og dets festlige tårne og spir er inspireret af nederlandsk byggestil. Den overdådige udsmykning med statuer og andre billedhuggerarbejder har ikke sin lige i Norden.

I slottets indre kan man endnu i dag opleve den overdådige slotskirke, som den fremstod på Christian 4.'s tid, samt Audiensgangen og Audienssalen i barokstil fra sidst i 1600-tallet. De tre rum blev skånet, da slottet brændte i 1859. Slottet blev genopført efter branden, blandt andet finansieret af en landsindsamling. Efterfølgende blev slottet indrettet til Det Nationalhistoriske Museum, til dels bekostet af J.C. Jacobsen.

Hvad er det største slot i Danmark?

Kronborg er et af Nordeuropas fineste renæssanceslotte. Det er verdenskendt som Hamlets og Shakespeares slot og er udnævnt til UNESCO verdensarv.

Besøg Egeskov og oplev Danmarks smukkeste have, legepladsen og fantastiske labyrinter, udstillinger med veteranbiler, motorcykler, dukkehuse og meget andet. Her er noget for hele familien – store som ...

Christiansborg Slot rummer flere store oplevelser under samme tag: Dronningens pragtsale, de kongelige stalde, Absalons ruiner og den seneste attraktion: Det kongelige Festkøkken.

Hvem ejer Hillerød slot?

Hvem ejer Frederiksborg Slot?

Hvad er specielt ved Frederiksborg Slot?

Frederiksborg Slot er hjem for Nationalhistorisk Museum. Gennem malerier, portrætter, møbler og kunsthåndværk fra forskellige stilperioder fortæller museet 500 års Danmarkshistorie.

På en tur gennem slottes mange smukke sale møder du konger og dronninger, adelige og borgerlige, begivenheder og epoker som alle har været med til at forme Danmarks udvikling og historie.

Hvem ejer Fredensborg?

Store Kro blev opført i 1723 på befaling fra Kong Frederik 4., med det formål, at kunne imødekomme de royale gæster, som Fredensborg Slot ikke var indrettet til at kunne have boende. Kroen er bygget af samme arkitekt som Fredensborg Slot, Johan Cornelius Krieger (1756-1824), som var meget inspireret af den Italienske klassicisme.[1]

Omkring år 1800 var en epoke i kroens historie forbi. Det var ikke alle i kongerækken, der yndede at benytte Fredensborg Slot, og forbindelsen til hoffet forsvandt. Heldigvis for kroens eksistens kom det på mode blandt borgerskabet at tage på kroophold på landet. Det naturskønne område tiltrak også nogle af dansk kulturlivs skønånder. Heriblandt den verdensberømte filosof og forfatter, Søren Kierkegaard, der under sine ophold tilbragte dagtimerne i de omkringliggende skove. Når han om aftenen ankom til Store Kro, skulle der efter sigende være blevet råbt ”magisteren”, så alle kunne stå parat til at modtage den store københavner. Andre af kroens prominente gæster i 1800-tallet talte kunstneren Peder Mønsted, der brugte kroens lokaler til at holde fest, når han havde solgt sine malerier til slottet.[2]

I sommeren 1908 nedbrændte hele bygningen som følge af en skorstensbrand. Først i midten af 1930’erne oplevede kroen igen en storhedstid, da Frantz Christensen overtog driften. Med en uddannelse fra tidens førende madeksperter, Søstrene Nimb, og en fortid i Langeliniepavillonen og på Københavns Rådhus var Frantz Christensen en erfaren restauratør.

Hvem ejer Gråsten Slot i dag?

I 1935 overtog Frederik 9. og Dronning Ingrid brugsretten til Graasten Slot. Slottet har siden fungeret som sommerbolig for den kongelige familie.

Det fÃ¸rste Graasten Slot var et lille jagtslot opfÃ¸rt i midten af 1500-tallet. Efter at slottet nedbrÃ¦ndte i 1603, opfÃ¸rtes et nyt slot - sandsynligvis beliggende, hvor det nuvÃ¦rende slots sydflÃ¸j er placeret.

Hvilket slot er Danmarks ældste?

Dragsholm Slot er blandt de ældste fungerende verdslige bygninger i Danmark og ligger ud til Sejerøbugten i den sydvestlige del af Odsherred i Nordvestsjælland. Og med 800 år på bagen har slottet oplevet lidt af hvert, hvilket måske også er årsagen til, at det, efter sigende, huser flere spøgelser.

Siden 1937 har Dragsholm Slot være ejet af Bøttger-familien, hvor Mads Hylleholt Bøttger siden 2005 har drevet slottet. Mads havde en ambition om at skabe noget særligt på slottet. At bevare og viderebringe slottets historiske autenticitet og områdets karakter – og samtidig bringe slottet og dets kulturhistorie ind i det 21. århundredes funktionalitet og æstetik.

Mads gik i gang med en række ombygninger og renoveringen af bl.a. værelserne på slottet, gods- og portnerboligen og gourmetrestauranten i kælderen.

Hvad bliver Frederiksberg Slot brugt til i dag?

Frederiksberg Slot blev opført i 1699-1704 og udvidet allerede 1708-09 med de to tværfløje. sidefløjene og de krumme fløje blev tilføjet i 1733-38 og porthuset ombygget i 1828-29. Midt i 1800-tallet forlod kongefamilien slottet, hvorefter Hærens Officersskole flyttede ind i 1868-69. Slottet er opkaldt efter bygherren Frederik IV. Det første Frederiksberg Slot: Det første lille lystslot på bakken blev opført af Frederik IV, der allerede som kronprins i 1699 havde planlagt byggeriet og fået penge af sin far til at bygge for. Frederik havde overtaget en gård ved den nuværende Frederiksberg Runddel, hvortil området der i dag rummer Frederiksberg Have hørte. Muligvis var det en rejse til Italien i 1690'erne, der inspirerede ham til at opføre en pavillon på toppen af bakken med et stort haveanlæg foran.Det første Frederiksberg Slot udgør omtrent de to nederste etager af den nuværende hovedfløj, med risalitter ved hjørnerne. Slottet var sandsynligvis en toetages rød, oliemalet bygning med hvide fuger og blyindfattede ruder i Hollandsk stil. Tegningerne blev ændret flere gange undervejs, og der kan derfor ifølge litteraturen ikke peges på en enkelt arkitekt. Ansvarlig var Overbygningsdirektør W. F. von Platen. Kgl. Bygmester J. C. Ernst og Ingeniørofficer G. P. Müller var også involveret. Der blev også opført et porthus mod syd, forbundet med slottet af et plankeværk. Øverst i porthuset var et vandreservoir, hvorfra vand ledtes til havens springvand. Frederik IV tog første gang ophold på det lille slot den 25. september 1704 og brugte derefter stedet som sommerslot. Det andet Frederiksberg Slot: Slottet blev udvidet og ombygget til barokstil allerede i 1707-09. En ekstra etage blev bygget ovenpå de to eksisterende, denne kom blandt andet til at rumme den store spisesal, Rosen. To tværfløje blev tilføjet for enderne mens de oprindelige risalitter blev revet ned. Dette andet Frederiksberg Slot kom i det ydre til at fremstå i Italiensk barokstil, som det eksisterende udtryk, selvom farverne er forandret gennem tiderne og vinduerne er udskiftet. W. F. von Platen var overbygningsdirektør med det overordnede ansvar, men J. C. Ernst stod som den tegnende arkitekt. Slottets indre blev rigt udsmykket, især de kongelige værelser fik et prægtigt udstyr. Stukarbejderne blev delt mellem de to italienske stukkatører Francesco Quadri og Domenico Carbonetti. Malerne Krock og Le Coffre malede tilsammen 20 loftsmalerier, sandsynligvis alle til beletagen. I stueetagen og andre steder blev malerier fra det første slot genbrugt. Interiørerne blev udsmykket med marmorerede paneler, tapeter og gardiner i damask og atlask og andre fine stoffer samt kostbare møbler. Slottet var i grundplan spejlsymmetrisk omkring to akser. Midterfløjen var på alle etager symmetrisk opbygget omkring en central sal (Marskalstuen i stueetagen, Riddersalen på beletagen, Rosen på den øverste etage), flankeret af de to hovedtrapper. Hver tværfløj kom til at indeholde en lejlighed på beletagen, vestre tværfløj også i stueetagen, mens stueetagen i den østre tværfløj optages af kirken. Lejlighederne var udformet, så de i planløsningen var spejlinger af hinanden. Hver lejlighed var desuden symmetrisk opbygget omkring det centralt placerede sovegemak, der blev flankeret af to audiensgemakker, og yderst i hver side et kabinet, et kammer og en løntrappe. Den østlige lejlighed var tiltænkt kongeparret, den vestlige kongens søster Sophie Hedvig. Oprindeligt var den østre tværfløj indrettet således at kongens og dronningens sovegemak var placeret i det midterste gemak, omkring dette var kongens gemakker (den nordlige del af tværfløjen) og dronningens gemakker (den sydlige del af tværfløjen) symmetrisk placeret. Symmetrierne begrænsede sig ikke til grundplanen i sig selv, men gik igen i interiørerne, for eksempel var der tapet af guldmor både i Kongens og i Dronningens Audiensgemak, med røde fløjlsblomster i hendes og grønne i hans. Der er også en vis symmetrisk overensstemmelse mellem plafondmaleriernes former i de to tværfløje, for eksempel var begge plafondmalerier i de to sovegemakker runde. Plafondmalerierne i Tværfløjenes to nordlige audiensgemakker har omtrent samme svungne, skiftevis konkave og konvekse form. Interiørerne afspejlede også et rummæssigt hierarki, finest var gemakkerne i østre tværfløj på beletagen (kongens og dronningens private gemakker). Det afhang af den audienssøgendes rang, hvor langt ind i slottet, den enkelte kunne opnå at komme, det allerfineste var at blive modtaget helt inde i soveværelset. Det Østre Lakajgemak var beklædt med gyldenlæder, det vestre med sølvlæder, på denne måde blev symmetrien opretholdt, samtidig med at rummet i den østre del af slottet, nær den kongelige lejlighed, hierarkisk stod over det andet. Desuden var gemakkerne placeret enfilade, både på langs af tværfløjene og på langs af midterfløjen, således at der både er lange gennemgående kig gennem hele midterfløjen (bevaret) og gennem begge tværfløje (delvis bevaret). Disse symmetrier var især gældende for stueetagen og beletagen. Over de kongelige gemakker, på attikaetagen, blev Det Kinesiske Værelse indrettet. Det Kinesiske Værelse afspejler tidens mode med at indrette værelser i kinesisk stil og værelser til fremvisning af kinesisk porcelæn, der var en kostbar og efterspurgt handelsvare. Eftersom de tidligste inventarieprotokoller fra slottet mangler, er der tvivl om, hvornår Det Kinesiske Værelse præcis er indrettet. Konservator Anne Jonstrup Simonsen gør rede for, at der er en sammenhæng mellem værelset og fajancefabrikken i St. Kongensgade (grundlagt 1722), idet de samme kobberstik er brugt som forlæg for fabrikkens fajance og for de malede dekorationer i Det Kinesiske Værelse. Fabrikkens grundlægger, Johan Wolff, var indkvarteret netop på Frederiksberg Slot fra november 1721 til juni 1722, hvor han arbejdede med en forsøgsproduktion af fajance, muligvis blev værelset i denne periode brugt som prøvekammer. Det tredje Frederiksberg Slot: Christian VI blev konge i 1730 og benyttede Frederiksberg Slot som vinterbolig 1731-40, mens det første Christiansborg Slot blev opført. Dette krævede plads til hele hoffet, hvorfor de to Sidefløje blev opført 1733-38. Christian VI lod J. C. Ernst bygge en sidefløj ved den østre port, men var utilfreds med resultatet og lod Laurids de Thurah bygge den helt om. Den vestlige sidefløj blev derefter opført i samme stil. Tilbygningerne består hver af tre dele: som bindeled til hovedslottets østre og vestre tværfløje opførtes østre og vestre portfløj, hertil føjer sig de lange sidefløje og mod porthuset de krumme fløje. Sidefløjene blev mest benyttet af hoffunktionærer og tjenere, undtagen de værelser, der lå op mod kongens og dronningens værelser i østre tværfløj. Disse blev efter opførelsen brugt af Dronningen og Prinsesse Louise. Her blev desuden af Thurah i 1735 indrettet det fine Paradekøkken til dronning Sophie Magdalene i østre sidefløjs mezzaninetage. Restaurering og nyindretning i 1770'erneFrederik V, der blev konge i 1746, foretrak Fredensborg Slot og benyttede sjældent Frederiksberg Slot. Den mentalt sårbare Christian VII blev konge i 1766 og især under Struensees magtperiode fra 1770 blev Frederiksberg Slot mere benyttet igen. Struensee lod arkitekten Caspar Frederik Harsdorff (1735-1799) stå for en indre istandsættelse, der fandt sted i starten af 1770'erne. Harsdorff var i 1764 kommet hjem efter en længere rejse til Frankrig og Italien, hvor han havde tilegnet sig den klassicistiske stil. Den direkte årsag til restaureringen var kaminerne i de to store sale, Rosen og Riddersalen. Kaminerne var placeret direkte på bjælkelaget og gulvene sank under deres vægt. Harsdorff fik kaminernes murværk til at hvile af på kælderens hvælvinger og lagde nyt plankegulv i de to sale. Derefter blev flere andre gemakker nyindrettet. Harsdorff udførte bl.a. arbejder i de største gemakker på beletagen; de to forgemakker og Riddersalen blev nyindrettet, ligesom de østre dagligstuer, der rummede kongens private gemakker og statsrådets gemak. Desuden nyindrettede Harsdorff Marskalstuen og lejligheden i vestre tværfløjs stueetage. Den af Harsdorff ledede nyindretning gav slottets indre en klassicistisk karakter. De gamle gyldenlædertapeter, silkebetræk, mv. erstattedes af tapetpapir, og farveholdningen blev nu lysegult, lysegrønt og perlegråt. Flere steder maledes panelernes marmoreringer over i den perlegrå farve. Harsdorff arbejdede mange steder videre ud fra de barokke interiørers stuklofter og dørindfatninger, som blev genbrugt i ny klædning. Harsdorff samarbejdede blandt andet med den svenskfødte maler Mandelberg, der udførte flere dørstykker til slottet. Til den svagelige konge blev Marmorbadeværelset med forrum indrettet i kælderen under kongens værelser i østre tværfløj. Senere ombygninger: I årene 1772-84 var det igen Fredensborg, der blev benyttet som sommerslot for hoffet, der var centreret omkring Enkedronning Juliane Marie. Da Kronprins Frederik (senere Frederik IV) tog regeringsmagten i 1784 blev Frederiksberg Slot i højere grad benyttet igen som sommerslot. Kongeværelserne i østre tværfløj var dog forbeholdt Christian VII indtil hans død i 1808. Derefter kunne Frederik VI flytte ind disse værelser og hans dronning, Marie, blev den sidste kongelige beboer på slottet. Hun boede der indtil kort før sin død i 1852. En del inventar blev i siden flyttet til Frederik VII's nyerhvervede sommerresidens. Omkring år 1800 foretoges en del nyindretninger på slottet. Dette synes ikke blot at dreje sig om opstilling af nyt inventar i gemakkerne, men også større ændringer som opsætning af en mængde nye kakkelovne og sløjfning af de gamle kaminer. Det virker derfor sandsynligt, at de gamle kaminfremspring på dette tidspunkt omformes til det nuværende udseende med nicher til kakkelovnene. Ifølge konservators undersøgelser i forbindelse med restaureringen i 2012-14 er de yderste vanger oprindelige og kun den indre niche er nyere. Det er temmelig sikkert omkring dette tidspunkt, at de vinduer i de fire audiensgemakker, der vender mod midterfløjen, blændedes med døre. I 1828-29 fandt en ombygning af porthuset sted, dette havde ellers stået i sin oprindelige form fra det første Frederiksberg Slot. Ombygningen af porthuset og de tilstødende dele af de krumme fløje foretoges af arkitekt J. H. Koch. Her blev indrettet en fornem lejlighed for den senere Frederik VII efter giftermålet med Prinsesse Vilhelmine. Ved ombygningen blev porthuset nyindrettet og de krumme fløje blev ført forbi facaden mod gården, således at der opstod forbindelse hele vejen rundt. Dermed fik porthuset en ny facade nogle meter længere inde i gårdrummet. Desuden blev porthuset forøget i højden. Uret øverst i porthuset stammer iflg. slottets hjemmeside fra 1705 og er udført af Johan Merchie. Uret ses på opstalter i Thurahs Danske Vitruvius fra 1749 og må altså være flyttet fra det gamle porthus til sin nuværende placering. På dette tidspunkt blev også den store trappe i hjørnet mellem Østre Sidefløj og den tilstødende krumme fløj fornyet. Hærens Officersskole 1868: Efter Dronning Maries død blev nogle af slottets lokaler lejet ud til privatpersoner som Orla Lehmann, Adam Oehlenschläger og digteren Johan Ludvig og Johanne Louise Heiberg. Fra omkring midten af 1800-tallet blev en del lokaler i sidebygningerne brugt af Militæretaten som lazaret. Frimurerlogen fik tilladelse til at disponere over nogle rum i hovedfløjens kongeetage, senere også kongeboligen i østre dagligstuer. Indtil Krigsministeriet og dermed Hærens Officersskole overtog slottet i 1868 blev der kun ofret det nødvendigste på vedligehold. Istandsættelsesarbejderne i forbindelse med skolens overtagelse indbefattede bl.a. fjernelse af kirkens inventar og kirkerummets indretning til festsal, senere til bibliotek. Hertil kom udførelse af to nye hovedtrapper i de sydligste dele af tværfløjene, hvor der tidligere havde været kabinetter og kamre, hovedreparation af vinduer, restaurering af paneler, døre og vægge samt fuldførelse af den i 1862 påbegyndte gasinstallation. Hovedbygningens beletage blev brugt som tegne- og klasseværelser. Før 1868 stod flere rum som i Frederik VI's tid og nogle som i Frederik IV's tid, med marmorgulve, parketgulve, marmorkaminer, loftsmalerier mm, enkelte værelser med gyldenlæder- og silketapeter. En del af det resterende inventar måtte ved overtagelsen forlade slottet, deriblandt 7 plafondmalerier, 20 dørstykker, 11 spejle, 7 marmorkaminer, 2 parketgulve, 2 silketapeter, 1 gyldenlædertapet og en del paneler, dørindfatninger og malede tapeter. Desuden borttoges en hel del inventar fra kirkerummet. Tapeterne og nogle plafondmalerier, parketgulve, marmoret fra alteret og gulvet i slotskirken førtes til Rosenborg. Til Fredensborg kom nogle plafondmalerier, tapeter, kaminindfatninger af marmor mm. Til Christiansborg kom resten af vægmalerierne. Bygningsarbejderne på slottet fortsatte i årene fremover. Riddersalen blev istandsat i 1894-95 og slottets facader omkring år 1900. Omkring 1910 blev Rosen nyindrettet til brug for overkrigsretten. I 1918 fejrede skolen 50 års jubilæum og dette fokus på skolen ledte til en kritik af interiørernes tilstand, blandt andet gasrørenes forløb tværs henover de gamle stuklofter. Efter første verdenskrig blev en istandsættelse tiltagende nødvendig, og fra omkring 1924 blev der foretaget restaureringsarbejder omkring lofterne, dog indenfor det sædvanlige vedligeholdelsesbudget. Først i 1928 blev der bevilget penge til formålet. Restaureringsarbejderne blev gennemført af forsvarets 2. bygningsdivision under ledelse af Oberst Niels Maare. Restaureringsarbejder omkring 1930: I årene ca. 1924-32 blev mange af de fineste rum på slottet istandsat, herunder kirken, Rosen, trappepartierne, Paradekøkkenet, Marmorbadeværelset, Det Kinesiske Værelse, Riddersalen og kongeboligen i østre tværfløj. Desuden blev der foretaget en gradvis overgang til elektrisk belysning. I 1925 opstod en mulighed for at flytte biblioteket fra den tidligere kirke til andre rum og foretage en restaurering af kirken. Nogle år senere blev der afsat penge til en større rekonstruktion af kirkerummet, så det igen kunne tages i brug som kirke. En del af det oprindelige inventar blev igen opsat, blandt andet. blev prædikestolen, der havde været flyttet til Diakonissestiftelsen, genopstillet. Kirken blev genindviet i 1931. En række andre arbejder fulgte, både indvendig og udvendig på slottet, blandt andet en restaurering af flere af gemakkerne, opretning af trappen op til hoveddøren, fuldførelse af elinstallationerne og en omlægning af slottets vandforsyning. I 1928 blev der stillet penge til rådighed i fire år til den allerede påbegyndte istandsættelse af stuklofter og plafondmalerier. Istandsættelsesarbejderne pågik i omkring 20 år, ind i 1940erne. I omtrent de 10 første år af restaureringsarbejdet var de fineste rum under behandling. Restaureringens mål beskrives af Maare som at bringe rummene så langt tilbage i tid, som er forsvarligt, hvilket for de fleste gemakker betød en tilbageføring til barokkens stiludtryk. Samtlige stuklofter på slottet blev restaureret, det samme blev samtlige loftsmalerier og dørstykker. Panelernes gamle marmoreringer blev afdækket, i følge Maare var det stød og slag mod trappernes paneler, der havde afsløret farvede felter under bemalingen. Det ledte til et større afdækningsarbejde rundt om på slottet. Maare skriver: Ved disse Afdækninger kom de meget smukke, i dristige Farvesammensætninger og Mønstre udførte Marmoreringsarbejder for Dagens lys. Vel savner disse Dekorationer nu i flere gemakker den Baggrund og Støtte, de oprindelig har haft i Gyldenlæders- og Silketapeter, Møbler og anden udsmykning. Nogle år senere, i 1946, lader Oberst Maare skinne igennem, at man måske burde være gået mere varsomt frem, så flere af Harsdorffs interiører kunne være bevaret. Maare bemærker at eksempelvis dørstykkerne, der har indgået i Harsdorffs interiører, nu svæver noget tilfældigt over de marmorerede dørpartier. Dronningens Audiensgemak havde været opdelt i mindre rum, de opdelende vægge fjernedes og paneler blev retableret på væggene samt opmalet efter forbillede i de bevarede lysningspaneler omkring vinduerne. Disse nye paneler var dog noget groft udført og blev helopmalet igen under restaureringen i 2012. Maare skriver, at han opdagede, at 5 af de nedtagne kaminer, der i 1868 blev givet til Fredensborg Slot, stadig fandtes. Den ene blev genopstillet i Riddersalen, den anden i Rosen og de resterende tre i østfløjens kongeetage. Desuden var en kamin med Frederik IV's monogram tilbageleveret fra Bymuseet, denne blev placeret i Kongens store kabinet. Maare anbragte kaminerne på slottet både af historiske og skønhedsmæssige hensyn, men også for at skåne stuklofterne og loftsmalerierne for os fra de fritstående ovne. Der blev etableret ny opvarmning ved indfyringsovne placeret inde i kaminerne. Siden Maares restaureringer af slottet er der foruden den løbende vedligehold bl.a. i 1990'erne foretaget restaureringsarbejder på tag, varme/ventilation, facader, vinduer, bærende bjælker i etageadskillelser, sandsten i facader, udvendige trapper, kirken og Flagaltanen. Gemakkerne på beletagen er restaureret 2012-14. Ved denne lejlighed blev blandt andet en lille gang, der var etableret gennem Prinsessens lille Audiensgemak i vestre tværfløj i forbindelse med Officersskolens overtagelse af slottet, nedtaget og audiensgemakket retableret i sin fulde udstrækning. De dørpartier, der omkring år 1800 var placeret i de fire audiensgemakker foran de vinduer, der vender mod midterfløjen, blev ligeledes fjernet.

Lakajgården er opført som køkken, stald og vognremise til det nærliggende Frederiksberg Slot. Der er uklarhed omkring bygningernes præcise opførelsesår, men det synes mest sandsynligt, at alle 3 fløjes oprindelse er det tidlige 1700-tal. På Häussers situationsplan fra 1741 ses alle tre bygninger, samt et senere nedrevet ridehus nord for anlægget. Det følgende baserer sig på oplysningerne i Weilbach: Frederiksberg Slot og Frederiksberg Have, fra 1936. Laboratoriefløj og sidebygninger: På det første Frederiksberg Slot lå køkkenet sandsynligvis i kælderen under hovedfløjen. En selvstændig køkkenbygning blev opført 1705-1706 for foden af bakken øst for slottet. For at kunne bringe manden fra køkkenet op på slottet blev en underjordisk, hvælvet gang etableret gennem bakken, den der i dag med et militært udtryk kaldes Poternen. Denne stammer fra 1707, samtidig med den store ombygning af slottet. Desuden blev den svære støttemur opført op ad bakken bag Laboratoriefløjen/køkkenbygningen. Køkkenfunktionen giver sig stadig til kende i Laboratoriefløjen, idet der stadigvæk ses et stort ildsted, mens skorstenen er taget ned til under tag. Før 1870 har været en påbygning i hele østfacadens længde. I 1870 blev den midterste del fjernet, mens de 2 mindre fløje i enderne blev bevaret. Hærens Officersskole har anvendt bygningen til laboratorium i en længere periode, deraf navnet, men i dag anvendes laboratoriefløjen til motionsrum. Interiøret står overvejende med nyere overflader og indtalationer. Exerceer- og Staldfløj: Staldbygningen blev opført i 1708-09. Bygningen har oprindeligt været én lang stald, med indgang midt på langfacaderne. Den rummede 64 spiltove, og i begge ender var der indrettet kamre til staldbetjentene. Omkring 1870 er stalden begrænset til ca. 1/3-del af sin oprindelige udstrækning og de resterende 2/3-dele indrettet til eksercerhus, nu gymnastiksal. Stalden blev anvendt som hestestald af Hærens Officersskole fra 1869-1964. Bygningens høloft er i nyere tid indrettet til bade- og omklædningsrum. Den oprindelige del af stalden er fortsat bevaret. Beboelsesfløj: Denne fløj er oprindeligt opført som vognremise, og sandsynligvis fra begyndelsen påført i én etage. Senere blev der bygget en lav etage på, og bygningen kom nu til at rumme fire remiser og tre værelser. Etagen over var indrettet med en gang og 26 værelser for lakajer, løbere og andre domestikker. Derfor kaldes bygningen også Lakajbygningen. Senere, sandsynligvis fra begyndelsen af 1800-tallet, er bygningen ændret til udelukkende at rumme beboelse, hvorved portene i vestfacaden blev sløjfet og den lave 1. sal forhøjet. Bygningen anvendes fortsat til beboelse, og er i dag indrettet til seks boliger af varierende størrelse. Der er etableret udgange til haven på østsiden af bygningen, både fra stueetagen og første sal.

Frederiksberg Slot ligger på toppen af Frederiksberg bakke, mellem Frederiksberg Have og Søndermarken. Lakajgården er placeret øst for slottet og ligger ligeledes i Frederiksberg Have. Frederiksberg Have fremstår som en landskabelig romantisk have, med slyngede stier og kanaler samt lysthuse og andre tableauer placeret rundt om i haven. Havens beplantning gennemskæres af to hovedsigtelinjer, reminiscenser af det barokke aksefaste anlæg. Den ene akse forløber øst-vest gennem haven, via Frederiksberg Runddel og videre ad Frederiksberg Allé. Den nord-sydgående akse går fra Andebakkeøen, gennem haven med slottet som point-de-vue. Slotsanlæggets længdeakse er sammenfaldende med denne akse, som igen fortsætter ud i Søndermarken, som del af den barokke radiale alléstruktur, kaldet patte d'oie eller gåsefod. Slottets hovedfløj henvender sig mod Frederiksberg Have, flankeret af østre og vestre tværfløj. På den anden side af hovedfløjen findes gårdrummet, omkranset af de lavere sidefløje og de krumme fløje, der forbinder sig til porthuset ved Roskildevej. Øst for slottet, neden for bakken, ligger Lakajgården, forbundet med slottet via en underjordisk løngang, kaldet Poternen. Facader: Man ankommer til slottet via porthuset med port mod Roskildevej, hvorfra der er adgang til det indre brostensbelagte gårdrum. Overfor porthuset ligger hovedslottet bestående af hovedfløjen og de to tværfløje; en klart defineret gulkalket bygning i tre etager plus kælder, med taktfast placerede vinduer. Midterpartiet er fremhævet i højden og afsluttes øverst af flagaltanen. Midterpartiet fremhæves desuden ved siderne af lisener, der forkrøpper gesimserne. De store vinduer sidder tættere her end i resten af slottet, hovedindgangen midt for fremhæves af en stor, bred hovedtrappe og indfattes af en sandstensportal med brudt fordakning, prydet af to liggende løver omkring en kartouche med Frederik IV's kronede monogram. Kælderetagens facade er beklædt med granitsten, som får den til at fremstå som en sokkel for resten af hovedslottet. Beletagen fremhæves ved en gennemgående sålbænksgesims og etagens vinduesindfatninger afsluttes for oven af skiftevis segmentbuede og trekantede fordakninger. Vinduerne i stueetagen er også udstyret med indfatninger, disse afsluttes for oven med vandrette overliggere. Vinduerne i stueetagen og beletagen er store fire-rammede vinduer med 8 ruder i hver ramme. Vinduerne i den øverste etage (attikaetagen) er af halv størrelse, to-rammede med 8 ruder i hver ramme, bortset fra de tre vinduer i midterpartiet, der er ligeså store som vinduerne i de to nedre etager. Indfatningerne omkring vinduerne i attikaetagen er med forkrøppede hjørner, men uden anden dekoration, hvilket placerer denne etage under de to nedre i bygningens arkitektoniske hierarki. Slottets hovedfløj med de to tværfløje afsluttes for oven med valmede tage belagt med kobber, hvori er små gavlkviste og skorstene. Til de to tværfløje kobler sig de to portfløje og sidefløje med de krumme fløje, disse er alle en etage lavere end hovedslottet. Hovedslottets beletages sålbænksgesims fortsættes i disse fløje som en flad pudset sålbænksgesims under den øverste etages vinduer, der ligesom i hovedslottet er store fire-rammede vinduer med 8 ruder i hver ramme. Indfatningerne omkring disse vinduer fremstår pudsede, med fremhævede partier på midten både øverst og ved siderne. Mens sidefløjenes øverste etage således er i niveau med hovedslottets beletage, gør en anden struktur sig gældende for Sidefløjenes nedre etager. Sidefløjenes nederste etage ligger i niveau med gårdspladsen og åbner sig i arkader rundt om gården. Arkadebuernes slutsten og kæmfergesimser er markeret ved flade pudsede profiler. Over arkaderne er indskudt en lavere mezzaninetage, med to-rammede vinduer med 6 ruder i hver ramme. Vinduernes pudsede indfatninger er udført med fremhævede partier midt på overliggeren. Etagens lavere højde medvirker til at bringe den øverste etage i niveau med hovedslottets beletage. Arkader og mezzaninetage er med til at give sidefløjene en sekundær karakter i forhold til hovedslottet. De to portfløje, der støder op til tværfløjene, skaber en variation i arkademotivet, idet den midterste arkadeåbning i hver er gjort større. Bag de større åbninger fortsætter portrummene gennem bygningerne og ender i porte ud mod omverdenen. I det østre portrum findes en trædesten, efter sigende til brug ved opstigning på hest. Sidefløjene og de krumme fløje afsluttes af valmede tage med lav hældning, med skorstene øverst. Der er sortglaserede teglsten på disse tage. Portfløjene forstærker overgangen fra hovedfløj til de sekundære sidefløje ved at fremstå med flade tage, facaderne afsluttes blot med en gesims. Porthuset fremhæves af lisener omkring hovedporten, der optager begge de to nederste etager. Porthusets facade strækker sig op i niveau med tagryggen og giver plads til en rund urskive med to klokker i rundbuede åbninger. På beletagen i porthuset findes mod gården blot et enkelt vindue midt for, men ud mod vejen fremstår porthuset i sin fulde bredde, med et vinduesfag på hver side af portåbningen. Porthuset markerer sig tydeligt her som et retkantet element mod de tilstødende krumme fløje. Porthuset opdeles i vinduesfag af lisener, der forkrøpper gesimserne, idet beletagens sålbænksgesims også findes her. Øverst over portåbningen er et stort næsten kvadratisk vindue med 4 x 2 vinduesrammer med 8 ruder i hver ramme. Mod vejen strækker porthuset sig op over taggesimsen og afsluttes for oven med en attika, der skjuler en lille tagterrasse. Sidefløjenes facader fremstår udadtil i samme vinduestakt som ind mod gården, men i et mere nedtonet udtryk, uden indfatninger omkring vinduerne og med skodder for vinduerne i den nederste etage. Kun taggesimsen pryder her. Hovedslottet fremstår derimod mod haven i symmetrisk spejling af gårdfacaden, med gesimser og indfatninger i sandsten og et centralt dørparti fremhævet ved en tilsvarende hovedtrappe og samme figurative portal som gårdfacaden. Der er små kviste på taget og altanen med flaget markerer centrum over det fremhævede midterparti.

Interiører, hovedslottet: Kælderen: Den hvælvede kælder under hoved- og tværfløjene er disponeret med hvidkalkede gange og mindre rum, der primært anvendes til opbevaring mv., foruden Officersskolens kælderbar "Kadetkælderen", hvorfra der er adgang til endnu en poterne. Gulvene er dels af ældre ølandsfliser, dels af teglsten. Midt under hovedfløjen, hvor der tidligere har været indrettet køkken, ses rester af et ildsted. Slotskirken, som ikke giver sig til kende i facaden, er placeret i den østre tværfløj i niveau med den øvrige kælder, men strækker sig op i stueetagen med to hesteskoformede pulpiturer, hvortil der er adgang fra de omkringliggende gemakker og fra løntrappen i østre tværfløj. På det sydlige galleri er opstillet et orgel. Kirkens akse er placeret på tværs af rummet, med altertavlen der er malet i trompe l'oeil placeret midt på vestvæggen. Herfra er til begge sider opbygget stolestader, i niveauer, der trapper op mod siderne. Marmorgulvet midt i kirkerummet er lagt i et stjernemønster, hvorpå er placeret alter, døbefont og prædikestol. Loftet domineres af et meget stort plafondmaleri forestillende Lammets tilbedelse, udført af Hendrik Krock. De små kældervinduer og de større vinduer i stueetagen er kunstfærdigt sluttet sammen i høje nicher. Facadens vinduestakt er ubrudt ud for kirken, men vinklede lysninger leder lyset ind mod midten af rummet og gør plads til pilastre og hvælvkapper ved rummets hjørner. Pulpiturernes fyldingsfelter, vinduernes lysningspaneler, vægstykket mellem kælder- og stueetagens vinduer samt de hvælv, der danner overgang fra vinduesnicherne til loftet, er malet som skyer. Det øvrige træværk fremstår mestendels enten ådret eller marmoreret. Under de kongelige værelser i østre tværfløj er i kælderetagen indrettet Marmorbadeværelset, tegnet af Caspar Frederik Harsdorff. Gulvet, hvorfra tre trin fører ned i det forsænkede badekar, samt den nederste del af væggene er beklædt med marmor. Varmt og koldt vand kunne tilføres karret via skjulte rør, styret ved haner. Desuden var karret forsynet med afløb til muret kloak. Væggene er smykket af stukdekorationer. Over karret hænger et stort spejl. Det dybe kassetteloft er smykket af gyldne blomster. Desuden findes i kælderen under den Vestre Tværfløj endnu et badeværelse, Kongens bad, indrettet i 1772. Fra østre tværfløj er der adgang til Lakajgården via Poternen; en underjordisk gang gennem bakken. Poternen fremstår som en tøndehvælvet tunnel, hvidkalket med runde ovenlys. Den munder ud i en muret støttemur i bakken, umiddelbart vest for Lakajgårdsanlægget. Desuden er en iskælder, der muligvis stammer fra starten af 1700-tallet, indbygget i skrænten mellem Slottet og Lakajgården.

Stueetagen: Ved ankomsten op ad hovedtrappen og gennem den store to-løjede hoveddør, kommer man ind i en tværgående forhal, Mindehallen, hvor der er opsat mindetavler for faldne soldater. Forhallen er symmetrisk opbygget omkring hoveddøren med to store vinduer på hver side. Overfor hoveddøren er der adgang til Marskalstuen, flankeret af de to store hovedtrapper. For hver ende af forhallen er en stor enfløjet fyldingsdør. Forhallen prydes af gråmalede lysningspaneler, brystningspaneler og dørindfatninger, desuden er gulvet belagt med kvadratiske ølandsfliser og loftet dekoreret med stuk, bygget op omkring tre store blændfelter. Fra forhallen leder de to brede hovedtrapper op til de øvre etager. Trapperne er prydet af marmorerede pilastre med joniske kapitæler. Ved den vestlige hovedtrappe findes et ældre interiørt vindue med blyindfattede ruder. Marskalstuen, der er centralt placeret med udgang til Frederiksberg Have, fremstår i kølige, grønne farver på overvæggene, der er inddelt af sølvfarvede lister. Herunder er hvidmalede brystningspaneler. Hele vinduesvæggen er beklædt med tilsvarende hvidmalede paneler og der er opsat en høj tofløjet dør med ruder opdelt af sprosser, indenfor den ydre hoveddør til haven. Mod øst og vest leder to tofløjede fyldingsdøre til sekundære rum, over dørene er indsat dekorative dørstykker af Joseph Christian Lillie. Desuden er på vestvæggen et fremtrukket parti med en ovnniche, hvorover er placeret et relief. Ud for nichen er gulvet, der i øvrigt er i sildebensparket, belagt med sorte og hvide fliser, hvilket angiver, at dette har været plads for en ovn til opvarmning. Den vestlige del af stueetagen fremstår, som Marskalstuen, indrettet i klassicistisk klædning, i grå og grønne farver med guldborter, vindueslysningspaneler malet i rhombeformede gittermønstre mv. Denne del af etagen brydes op af indbyggede gange, der kanter sig rundt om større og mindre kontorer. Hovedslottets stueetage fremstår mest intakt fra den barokke periode i den østlige del, med to store gemakker bag hinanden, hvorfra der er adgang til kirken i den Østre tværfløj. Her er hvidmalede brystningspaneler og i det første gemak, Biblioteket, et prægtigt stukloft som ramme om et plafondmaleri. Gemakket, hvorfra der er adgang til kirkens gallerier, er mere nedtonet, loftet er glat omkring plafondmaleriet, bortset fra en dekoreret stukkant langs væggene. I den nordlige ende af østre tværfløj, bag kirken, er af Harsdorff indrettet et forværelse til Marmorbadet samt Det store Kirkekabinet, som i dag bruges til kontor af præst, organist m.fl. Forværelset til marmorbadet er et rum på ét vinduesfag, hvorfra der er adgang til Det store Kirkekabinet og, via en raffineret skjult dør, til en trappe, der fører ned til Marmorbadet som er indrettet nedenunder. Hele den ene væg optages af et stort spejl med dekorationer omkring og en polstret bænk foran. Halvdelen af bænken og en del af spejlet skjuler døren og åbnes sammen med denne. Vægfladerne er malet blå, indfattet af forgyldte lister, og der er opstillet en høj kakkelovn beklædt med hvide kakler. Gulvet er et plankegulv. Det store Kirkekabinet blev på Frederik IV's tid anvendt som spisestue, idet her var anbragt et eremitagebord. Denne anvendelse afspejles i stukloftet, der er dekoreret med blomster og puttier, der bærer frugter, vindruer og andre mad- og drikkevarer. Plafondmaleriet af Benoît Le Coffre forestiller Persefone, der bortføres af Hades ned til dødsriget. Væggene fremstår i klassicistisk klædning, med et stort spejl over kaminen og grønmalede vægflader inddelt med gyldne lister. Døren og panelerne omkring vinduerne er malet grå med dekorationer i guld. Gulvet er et plankegulv med et parti af marmorfliser foran kaminen.

Hvilket slot ejer dronningen?

Necessary cookies help make a website usable by enabling basic functions like page navigation and access to secure areas of the website. The website cannot function properly without these cookies.

Preference cookies enable a website to remember information that changes the way the website behaves or looks, like your preferred language or the region that you are in.

Hvem er ejer af Gråsten slot?

Graasten udsprang af den nærliggende herregård Søgaard, hvor Hans Limbek i midten af 1300-tallet havde udvidet sine marker til området omkring Graasten. Her blev der oprettet en lille avlsgård, der omkring reformationen (1536) blev ophøjet til en herregård. Først fra midten af 1500-tallet begyndte Graasten at optræde i kilder som et selvstændigt gods.

1550 var godset ejet af brødrene Franz og Gregers Ahlefeldt. Den yngste bror, Gregers Ahlefeldt, var meget velanset inden for hertugdømmernes adel. Han boede ofte på Graasten, hvilket dengang blot var en mindre avlsgård. Begge brødre faldt i kamp under Ditmarskertoget i 1559, hvorefter Gregers' søn, Hans Ahlefeldt, og Franz' datter, Dorothea Ahlefeldt, arvede fædrenes gods.

I løbet af sidste halvdel af 1500-tallet må Hans Ahlefeldt have købt Dorothea ud af Graasten. Hans ældste søn, Gregers Ahlefeldt, arvede godset ved farens død i 1580. Gregers Ahlefeldt var blot tre år, da han arvede godset. Først i 1593 blev han myndig og kunne regere over de store godsområder. Gennem byttehandler og ved rydning af store skovområder ved Graasten føjede han nye områder til sine besiddelser. Hermed blev det muligt for ham at skabe en form for stordrift på godset. I 1603 flyttede han til Graasten og gjorde herregården centrum i sit omfattende gods. Han opførte en ny hovedbygning, der stod klar i 1616. Gregers Ahlefeldt anlagde, i forbindelse med byggeriet af Graasten, et teglværk, som skulle sikre leveringen af sten til byggeriet.

Gråsten Slotskirke i nordfløjen blev indviet i 1699. Selve bygningen er fra 1604. Frem til 1699 blev bygningen anvendt som lade og stald. I dag fremstår kirken som den største barokkirke nord for alperne. Kirken er det eneste, der med de to pavilloner på hver side af kirken, er tilbage af Ahlefeldts gamle slot. Indretningen af kirken er efter ide af Jesuitterkirken i Antwerpen. Den blev hårdt medtaget under de slesvigske krige. Kirkerummet er rigt udsmykket med en stor, pompøs altertavle og ca. 80 malerier. Gråsten Slotskirke indeholder en alterdug syet af dronning Ingrid. Alterdugen dækker over, at en soldat under Treårskrigen indridsede kong Frederik 7.s våbenskjold i alteret samt en slange med "pikkelhue". Derover står "Hertug Landforræder". Gråsten Sogn anvender slotskirken som sognekirke. Her afholdes gudstjenester, bryllupper og koncerter. Begravelser foregår fra kapellet på kirkegården. Kirken er i sommerperioden åben for publikum hver onsdag, lørdag og søndag kl 14-16 (dog ikke under kirkelige handlinger).

Hvem ejer Griffen?

Carl Edvard Mogensens Fond, ejer i forvejen Green Solution House og de nye hotel investeringer, falder helt naturligt lige nu, fortÃ¦ller DirektÃ¸r for Bornholm Hotels, Trine Richter.

- Vi har nu samlet de tre hoteller, og det betyder ogsÃ¥, at vi kan samle driften og hele tiden tilpasse os det marked der er.

What is Brookhaven village?

Brookhaven Village: Brookhaven Village is the name given to the urban town center that has emerged on Dresden Drive, just east of the Brookhaven MARTA station, anchored by the Village Place and Village Park Place mixed-use developments, envisioned and developed by Dan Woodley.

What does North Brookhaven mean?

North Brookhaven: North Brookhaven refers to the area that is bounded by I-285 to the north, the Fulton County line to the west, Chamblee to the east, and Windsor Parkway to the south. More specifically, the term describes the area that makes up the majority of District 1 of the city of Brookhaven.

Is Brookhaven a role-playing game?

Brookhaven is a role-playing experience with different buildings and locations that would be found in a town, including a store, church, school and playground. Brookhaven features a large set of roleplaying tools, vehicles, and homes. Brookhaven is known for its simplistic gameplay.

What is Brookhaven RP?

A place to hang out with like minded people and roleplay. Own and live in amazing houses, drive cool vehicles and explore the city. Be whoever you want to be in Brookhaven RP. Thanks for playing! Private Servers: To open private server controls you must be owner of a server and click the grey button on top left of screen.

What is Brookhaven village?

Brookhaven Village: Brookhaven Village is the name given to the urban town center that has emerged on Dresden Drive, just east of the Brookhaven MARTA station, anchored by the Village Place and Village Park Place mixed-use developments, envisioned and developed by Dan Woodley.

What does North Brookhaven mean?

North Brookhaven: North Brookhaven refers to the area that is bounded by I-285 to the north, the Fulton County line to the west, Chamblee to the east, and Windsor Parkway to the south. More specifically, the term describes the area that makes up the majority of District 1 of the city of Brookhaven.

Is Brookhaven a role-playing game?

Brookhaven is a role-playing experience with different buildings and locations that would be found in a town, including a store, church, school and playground. Brookhaven features a large set of roleplaying tools, vehicles, and homes. Brookhaven is known for its simplistic gameplay.

What is Brookhaven RP?

A place to hang out with like minded people and roleplay. Own and live in amazing houses, drive cool vehicles and explore the city. Be whoever you want to be in Brookhaven RP. Thanks for playing! Private Servers: To open private server controls you must be owner of a server and click the grey button on top left of screen.

Hvad er en barokhave?

Indholdsfortegnelse: